About Wood – Snedkernes dag

En hyldest til træ og snedkeri.

Søndag den 1. november. Alle aktiviteter er gratis, når entreen er betalt.

 

Trapholt  afholder for ’About Wood’ tiende år i træk i samarbejde med Snedkernes Uddannelser. ’About Wood’ er en hyldest til træ som materiale, håndværk i topklasse og dansk møbeldesign. Dagen byder på en udstilling af årets højest præmierede svendestykker fra landets snedkeruddannelser, oplæg og præsentation af trædrejede unika.

 

Præmierede snedkere og talks

Salene fyldes med duften af træ når landets 20 bedste nyuddannede snedkere præsenterer deres præmierede svendestykker.  Autenticitet, kvalitet og bæredygtighed går igen blandt svendestykkerne og til ’About Wood’ kan man møde de talentfulde nyuddannede snedkere, der blandt andet er møbelsnedkere, maskinsnedkere og bygningssnedkere og få en snak omkring deres møbler og erfaringer, nye teknikker og gamle traditioner.