Administrationschef til Trapholt

Efter 7 gode år på Trapholt ønsker administrationschefen at fratræde arbejdsmarkedet. Trapholt søger derfor den rette person til at videreføre opgaven.

Trapholt søger administrationschef med stærke kompetencer inden for forretningsudvikling, HR, økonomi- og projektstyring.

Som administrationschef indgår du i Trapholts ledelse og i tæt samarbejde med museumsdirektøren. Du bliver ansvarlig for Trapholts økonomi, administration og HR samt daglig leder af bogholder, butikschef, guidechef og klubansvarlig.

Der er travlt på Trapholt. Du lander på et museum, der i år nærmer sig publikumsrekorden. Museet har i 2021 modtaget store priser fra både ind- og udland for sit engagement og relevans, og udstillingsprogrammet for de kommende år er ambitiøst.

Trapholts udstillinger, borgerinddragende projekter og events er finansieret af projektmidler. En væsentlig opgave bliver at navigere i denne økonomi bestående af egen indtjening, offentlige tilskud, klubber og støtte fra private fonde. Et særligt fokusområde i den kommende periode er grøn omstilling og dataoptimering.

Trapholts medarbejdere er museets vigtigste ressource. De store udstillinger og projekter skabes i et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem kunstfagligt, teknisk, administrativt og frontpersonale. Nøglen til Trapholts succes er et godt arbejdsmiljø, som du skal være med til at videreføre med professionel HR-håndtering i en empatisk og uformel ledelsesstil.

Personprofil

Vi forestiller os at du er en samarbejdsorienteret og systematisk person med stærke kommunikative og sociale evner og god personlig gennemslagskraft og integritet. Der venter både drift og udvikling, og du trives med begge dele.

Din uddannelse kan være en mellem- eller videregående økonomisk administrativ/samfundsfaglig uddannelse f.eks. HD, cand. merc. eller lignende.

Erfaring med periode- og årsregnskab, projektøkonomi, IT, forretningsudvikling, kendskab til det offentlige bevillingssystem samt gode lederkompetencer er væsentlige forudsætninger for at kunne løfte opgaven.

Ansættelsesvilkår

Stillingen er en fuldtidsstilling med tiltrædelse 1. december 2022. Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Trapholt anvender de generelle ansættelsesmæssige vilkår inden for KL-området.

Ansøgning

Én samlet pdf bestående af ansøgningen på max. en A4 side samt CV med relevante oplysninger om og dokumentation for faglige og ledelsesmæssige erfaringer sendes elektronisk til ullhy@trapholt.dk. Ansøgningen skal være Trapholt i hænde senest søndag d. 25. september 2022. Første samtale finder sted d. 4. oktober og anden samtale d. 11. oktober 2022.

Kontakt vedr. stillingen

Interesserede er velkomne til at rette henvendelse til museumsdirektør Karen Grøn kg@trapholt.dk, mobil 51341295 eller administrationschef Ulla Hygum ullhy@trapholt.dk mobil 20188058, hvor yderligere information om stillingen kan fås. Alle henvendelser behandles fortroligt.

Se oversigt over ansvarsområde og arbejdsopgaver i dette bilag

Trapholt er museum for moderne kunst, kunsthåndværk og design med udsigt til Kolding Fjord med 100.000 danske og internationale gæster årligt. Museet er en selvejende institution med 28 årsværk.