Arne Jacobsen

Til september 2020 åbner Trapholt den mest omfattende præsentation af Arne Jacobsen i mange år, hvor besøgende vil kunne gense klassikere, danne sig et overblik og opleve nye sider af Arne Jacobsen.

Arne Jacobsen er kendt som en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige arkitekter både inden- og uden for Danmarks grænser. Han var meningsdanner og engagerede sig i kunstverdenen, hvor han fandt inspiration og nye metoder til at udvikle arkitekturen.

I dag står Arne Jacobsen som et stærkt billede på den danske modernisme, og det vi stadig forbinder med dansk formgivning og æstetik. Anderledes stod det til i Jacobsens samtid, hvor han snarere var billede på en international stil, langt fra det man kendte og forbandt med danskhed. Med velfærdstatens indtog i 1960’erne blev Jacobsens møbler fast inventar på rådhuse, biblioteker og offentlige bygninger. Sammen med andre fremtrædende danske møbelarkitekter satte han form og æstetik på Danmarks nye velfærdssamfund.

Arne Jacobsens indflydelse på vores forståelse for dansk design eller dansk æstetik nåede langt bredere ud end arkitektur og produktdesign. Hans store engagement i kunsten og de kunstneriske strømninger i Europa, har indtil nu ikke fået stor opmærksomhed. Med udstillingen dykkes der ned i Jacobsens forhold til kunstverdenen. De kunstnere han omgav sig med, og hvilke tanker han gjorde sig om forholdet mellem kunst og arkitektur.

Udstillingen åbner 10. september 2020.

Udstillingen er generøst støttet af: Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, 15 juni fonden og Bestle-Fonden.

+
TRAPHOLT UNDER JULETRÆET?
Giv et års oplevelser med moderne kunst, design og kunsthåndværk.
2020 byder blandt andet på årets store særudstilling om Arne Jacobsen, en imponerende solo-udstilling med Anette Harboe Flensburg og danske designklassikere i Danish Modern.
Læs mere/ køb her