Gigantisk Julelysekrone

Slip fantasien løs! Alle juleelskere kan være med til at skabe en flot, kæmpe julelysekrone, der udstilles på Trapholt.

I tiden op til jul, og ved workshops, har borgere mulighed for sammen at skabe en gigantisk julelysekrone på Trapholt! Man skal blot slippe fantasien løs og kreere et lille hvidt juleunivers i et stort glas (syltetøj, rødbeder el. lign). Alle de hundredvis af glas bliver dernæst samlet til en gigantisk, funklende julelysekrone på Trapholt.

Vær kreativ derhjemme

I skal bruge et stort glas (syltetøj, rødbeder el. lign). Mal låget hvidt, vend glasset på hovedet og brug låget som bund (det gør det meget nemmere at se kreationen inde i glasset.) Lav et lille hvidt juleunivers i glasset – brug gerne en limpistol eller flydende lim til at få tingene sat fast.

Læs hvordan I kan deltage i denne flyer

Aflever dernæst glasset (eller glassene) på Trapholt og få fri entré på museet den dag I afleverer.
Når I afleverer glasset vil vi gerne have jeres navn og e-mail så vi kan invitere til åbningen. Print og udfyld venligst denne blanket eller udfyld når I afleverer i Trapholt Designbutikken.

Workshops på Trapholt

Der er også mulighed for at lave juleglas mens I er på Trapholt. I forbindelse med julemarkedet og Kolding Light Festival afholder vi workshops:

Lørdag  den 30/ 11 kl. 10-17 – i forbindelse med Julemarked
Søndag den 1/12 kl. 10-17 – i forbindelse med Julemarked
Lørdag den 7/12 fra kl. 10-13 – i forbindelse med Kolding Light Festival

Det er gratis at deltage i workshoppen. Entré til museet til julemarkedet er 55 kr. Der er almindelig entré til Kolding Light Festival (kr. 110,-). Børn under 18 år har altid fri entré.

Workshop på Designskolen

Den 6. december kl. 14-17 er der workshop på Designskolen i forbindelse med Designskolens Julebazar.

Festlig fejring med fernisering

Alle der har bidraget med juleglas til Julelysekronen har mulighed for at fejre åbningen af Julelysekrone-udstillingen ved en fernisering på Trapholt onsdag den 18. december kl. 10.

Den Gigantiske Julelysekrone er udviklet i samarbejde med studerende fra Designskolen Kolding.