Trapholts markeder for kunst og design – for udstillere

Julemarked på Trapholt 2022

Trapholts vision bag julemarkedet er at vise, hvad der sker på den danske kunsthåndværkerscene lige nu. Vi ser julemarkedet som en aktivitet på lige fod med museets øvrige udstillinger af kunsthåndværk og design. Markedets besøgende skal derfor opleve høj kvalitet og samtidig mulighed for direkte og personlig samtale med kunsthåndværkeren om varens tilblivelse og beskaffenhed.

På markedet sælges keramik, glas, smykker, tekstil, beklædning, træ m.m. af egen produktion.

Julemarkedet finder sted i den første adventsweekend – i år 26-27. november 2022, begge dage kl. 10-17.

Hvem udstiller?

Deltagerne udvælges på baggrund af ansøgning til Trapholt, hvor kunstfaglige medarbejdere kuraterer markedet. Samlet set skal markedet repræsentere høj kvalitet, en bred vifte af udtryk, stil og tendenser – og en mangfoldig buket af dansk produceret kunsthåndværk og design. Både tidligere og nye udstillere er velkomne til at ansøge.

Standplads

Da julemarkedet foregår i museets udstillingssale, er opstillingen afhængig af de aktuelle udstillinger. Det er et stort puslespil at fordele pladserne, så produktkategorierne er jævnt fordelt, tager højde for adgang til strøm og meget andet. Derfor er det desværre ikke muligt at booke specifikke pladser.

  • Standen består af et bord på 180 x 75 x 75 cm og en stol.
    Museets arkitektur og indretning giver markedet en ekstra dimension, men betyder også, at der nogle steder er mere lys eller plads end andre steder. Du kan ikke forvente mere plads end det angivne bordmål, selvom der i praksis godt kan være lidt mere luft. Det er muligt at bestille adgang til strøm (medbring dog selv en lang forlængerledning).
    Standplan oplyses, når standene stilles op dagen før/på dagen for markedet.
  • Pas godt på museet og værkerne
    Markedet finder sted inde på museet, og under julemarkedet opleves stande og værker side om side.
    Vær opmærksom på, at du ikke må hænge noget op på væggene – og at levende lys ikke er tilladt.
  • Tidspunkter for opsætning og nedtagning følger.

Bemanding

Gæsternes mulighed for dialog med kunsthåndværkeren/designeren selv er afgørende for os. Vi forventer derfor, at du selv står på standen under markedet, men du er velkommen til at have 1 medhjælper pr. dag.

Standen skal være bemandet i hele markedets åbningstid kl. 10.00-17.00 begge dage.

Ansøgning

Ansøgning til markedet sendes via ansøgningsskemaet til venstre på denne side.

Vedhæft også 3-5 fotos, som skal være repræsentative for de produkter, du vil medbringe til julemarkedet. Produktbillederne skal være i jpg eller png-format i god kvalitet (gerne minimum 1 Mb).

Ansøgningsfrist er mandag 12. september kl. 10. Du får svar på din ansøgning via mail i løbet af uge 40.

Fotos

Billederne fra din ansøgning kan efterfølgende også blive brugt til markedsføring af julemarkedet. Under markedet tager Trapholt også selv billeder, som vi anvender til markedsføring af museet og kommende markeder.

Deltagergebyr

Deltagergebyret er 1.800 kr. Prisen inkluderer:

  • Bord og stol til din stand. Bordet måler 180 x 75 x 75 cm
  • Adgang til kaffe/te, vand, frugt og eftermiddagskage for udstiller. Der kan tilkøbes medhjælperforplejning
  • Markedsføring af markedet

Der kan tilkøbes frokost begge dage i forbindelse med tilmeldingen.

Betalingsfristen for deltagergebyret er 24. oktober 2022. Overholdes fristen ikke, går standpladsen videre til en anden udstiller.

Afbud og udeblivelse

Bliver du forhindret i at deltage, gælder følgende vilkår for tilbagebetaling:

  • Afbud senest 1. november 2022 tilbagebetales kr. 1.500
  • Afbud efter 1. november 2022 tilbagebetales kr. 600
  • Ved udeblivelse tilbagebetales deltagergebyret ikke