Verner Panton – Den bedste idé kommer i morgen

Hvorfor er de med den såkaldte gode smag så enige om, hvad der er godt? Er god smag ikke tit bare kedeligt?
Verner Panton

I efteråret 2021 åbner Trapholt den fjerde udstilling i rækken om de store danske designere. Denne gang er det med arkitekt og designer Verner Panton (1926-1998) som hovedperson. Verner Panton var, og er stadig, kendt for sine farverige, ekspressive og ukonventionelle designs. Derfor er han også kendt som sansningens mester. Pantons internationale status som banebrydende designer blev slået fast, da han i 1967 præsenterede verdenshistoriens første stol støbt i ét stykke plast, nemlig Panton Chair. Han kastede sig over nye materialer, gentænkte stolen og lampen og udfordrede den måde, vi indretter vores hjem og arbejdspladser på. Panton Chair blev essensen af den kreativitet, som vi husker Verner Panton for den dag i dag.

© Verner Panton Design AG

Den sansende krop, rytmer, lys og farver

Verner Panton var optaget af den sansende krop, bevægelser, lys og farver. Han gjorde op med 50’ernes krav om funktionalitet og enkelthed – der skulle nytænkes. Pantons møbler har en rytme, som skaber bevægelse i kroppen. Det betyder samtidigt, at møblerne bliver en form for kropsholder, der udfordrer den traditionelle siddestilling. Interaktionen mellem krop og rum er i fokus for alle Verner Pantons designs. Han har gennem sin karriere skabt mange internationale udstillinger, hvor sanserne kan få frit løb i farver, tekstiler og abstrakte former. I den kommende udstilling på Trapholt vil hovedværkerne Fantasy Landskab fra udstillingen Visiona 2 i 1970 samt Lyset & Farven på Trapholt fra 1998 blive genskabt som de møbellandskaber, der helt særligt vil udfordre vores opfattelse og oplevelse for, hvordan lys, farver og former kan påvirke vores sansende krop og adfærd, uden at vi opdager det.

Udstillingen er støttet af:  
Augustinus Fonden
Knud Højgaards Fond
Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorkc’s Fond
Lemvigh-Müller Fonden
Toyota-Fonden
William Demant Fonden

Kvadrat
Louis Poulsen
VerPan
Vitra
Vitra Designmuseum