OVERTRYK
Billedkunstnerne i OVERTRYK viser os en verden som ligger uden for den polerede perfektionisme. Louise Hindsgavl nyfortolker det klassiske hvide porcelæns motiver til en række fantasiverdener, hvor vi som beskuere trækkes ind i fastfrosne skrækscener, hvor kroppe er dyriske eller deformerede på bestialsk vis. Nina Saunders spidder småborgerligheden med sine møbelhybrider, hvor hun bearbejder ikoniske møbler og lader dem bule ud, som om de har fået en kræftsvulst eller kvæles i glimtende guld. Julie Nords detaljerede tegninger sætter væsner fra underbevidstheden ind i et drømmeagtigt univers, hvor mennesker og dyr blandes og åndevæsener træder ud af skyggerne. Mie Mørkebergs malerier inviterer beskueren ind i et smadder af en hjemlig atmosfære, hvor alt er brudt sammen og det totale kaos af genstande, snavs og efterladenskaber gestalter selve rummet.
Merete Pryds Helle har skabt et lydværk til udstillingen. Her kan du læse de syv akter:
Mit hus er i dit øje; velkommen. Du prøver at se, som du plejer at se, hele det åbne englandskab i pupillens glitrende grotte. Men midt i dit øje ligger mit hus nu. Det har ligget der før, men du er gået forbi hver gang, for gardinerne var trukket for og du havde ikke kræfter til at gå derind og tænde lyset, og der var den larm fra huset af uvæsener og en ram lugt af øjeblod. Nu har du lirket døren op og er kommet ind. Er det et slot, en jordhytte, en drypstenshule af porcelæn? Dine ben er trætte efter den lange gåtur i øjenhulen, fra forknogle til bagknogle, fra linse til linserod, og du vil gerne hvile dig; lænestolen står indbydende og venter på, at din krop synker ned i dens blodfyldte favn. Det er den stol, du har formet med din drømmekrop. Den står klar, hver gang du lukker øjnene, og drømme væver spindelvæv i dig. Du kan høre uvæsenerne inde i øjenkrogen, inderst i øjenhuset; de gnidsker tænder. Du ser dig selv på væggen; ah, du føler dig hjemme, er det ikke et billede af dig? Sådan så du ud engang. Eller er det kun dig i de drømme, hvor du rider uvæsenerne gennem huset? Du har tabt dit ansigt til vinden, du er dækket af spidst savlende tandspindelvæv. Det er tid at gå videre, tænker du. Du er modig, du vil længere ind i mit hus i dit øje. Lad porten åbne sig, lad uvæsenerne klinge deres ringlende sang. Velkommen.
Mit hus er i dit øje, og i værelset du træder ind i, skinner husets ydre. Her ser du de majestætiske ruiner af din barndom. Du tager dit øje ud og pudser det. Du tager din barndom ud og pudser den. Din øjegrotte glitrer, din barndom gnistrer, det begynder at blæse op. Så langt dit nypudsede øje rækker, vakler ruinerne. I et hjørne er din skygge i færd med at tage tøjet af, langsomt, som om der var tid nok i verden. Du husker, hvordan du tog pænt tøj på i morges til de andres øjne. Du går hen imod din blå skygge, men så kommer den hvide skygge, den der løber efter dig i dine mareridt med sine lange kolde fingre, den hvide skygge, der skriger, når du vågner. Den er over dig med sin kulde. Du lægger dig skyggedækket på gulvet for at forsvinde ind de indre rum, men intet hjælper. Din egen blå skygge står nøgen forladt og ryster. Du forsøger at undslippe den hvide skygge, men den er din nu.
Mit hus er i dit øje. Du har fuld fart på og vælter bunker af bøger, bunker af kinesiske blomstervaser, bunker af bunker. Det hele er ved at koge over. Gryder i hjørnerne bobler af blod. Ræven i dig siger: Ryd nu op, ryd op, hvordan kan du finde dig selv i det rod? Men jo mere der er i værelset, jo mere lyslykkelig ingenting er du. Du vil blive her altid. Men du har erfaret, ingentingsfyldt og lysulykkelig, at intet varer ved. Ræven vogter børnene, så de ikke lister sig ud i dagen. Du ser ind i spurvens grottesorte øje, det er sort vindue i mit hus i dit øje. Børnene bider deres smil mod hinanden, du kan høre uvæsenerne hvine, når de kommer i klemme mellem tænderne, og du spørger dig selv, hvordan du selv var barn. Hvor øjnene skulle have været, kravler mørke biller frem. Du hører et ekko af noget, du engang har sagt. “Så hjælp mig dog,” sagde du. Det er det, du hører som et ekko fra de tomme øjnes grotte. “Så hjælp mig dog.”
Mit hus er i dit øje, og alt der glitrer er guld; alt der falder, er dig, alt er et hvidt glid. Du vil være guldglitrende, ulveglinsende, sidde der i dine gyldne drømme; men nej, du trækkes mod det hvide fald. Du er et uvæsen med hænder overalt. Dine uhænder griber, de stryger, de kæler, de rører ved hver hvid hudmembran; men du har så mange uhænder, de stikker ud alle vegne, og din hjerne græder over alt det, nervetrådene ikke kan fatte. Svedtårer løber fra hjernen og ud gennem din hvide skygge. Du vasker alt, hvad du ejer, med de tårer. Du ejer det gule uvæsen, der tigger dig om at gå ind i dets grotteøjne. Du ser dig selv med det gule uvæsens øje, og du ånder lettet op. Her er du; faldet ned i øjeskyggen. Du kan give slip på det hele; glemme dig selv og flyde ud, lægge dig tungt over glittergnisten i grotten og være ligeglad glad, for det hvide skyggefald, du altid er løbet fra, har indhentet dig, og du er lyslykkelig igen.
I dit øje er du selv, dine uhænder, dine lemmer, dine hove, dine klove; dit uvæsen løber så let over den hvide blomstereng, gennem kaos. Du vil lade dig vaske, til dine lemmer skinner; så du ubønhørligt kan mærke, hvem du er. For det hober sig op for dig, det må du indrømme. Du vrider dine ben, du slikker hov og klov. Du sætter dig forsigtigt ved siden af de andre uvæsener og spiser skyggerester med dem. De hvisker til dig, at kaos vokser op gennem det hvide græs, at din hvide skygge er deres øjensten. Uvæsenerne svinger sig ringene, du griber fat i deres hvide ben og svinger med. Solen kaster med skygge overalt. Solen er en tunnel, du kan forsvinde i; dit hvide øje. Du slikker dit øje, du slikker din tunge. Din tunge slikker dit øje og du mærker bunkerne omkring dig falde sammen. Lemmerne, tingene. Er der nogen forskel på det ene og det andet? Du er selv en hvid ting i et kaos mellem andre; lyslykkelig i den ubønhørlige porcelænssol, lysulykkelig i øjeblikket.
Velkommen til bunden af mit hus, grusgraven i dit øje. Undskyld, hvis her er lidt uskarpt, hvis farven flakker for at finde vej til dig. Men det er som om du er dyppet i tåge, din hvide skygge trykker sig fugtigskarp mod indersiden af din hud. Noget uvæsen forsøger at trænge gennem hudmembranen; ud til dig, ind i dig. Du kan høre gnidsken, du kan høre uvæsenerne hvæse, du kan høre kløer kradse. Du begynder at slikke det grå blod op, der løber fra væggen. Det beroliger livet bag hudmembranen. Som om det derinde med sine spindelvævsøjne, gråglitrende grotter, sin venlige logrelokken, vil være den egentlige virkelighed. Du forlader din farveverden, for den virkelige virkelighed, drømmevirkeligheden, stiger op i dig og skyller det andet væk. Din hudmembran giver efter og du opgiver dit perfekte ansigt og svæver lykkelig af sted på dine gråglitrende spindelvævsvinger.
Velkommen til mit hus i dit øje. En verden i fred med skønhed og minder og ro. Her er drømmefragmenter gruset sammen, her er en vind af spidst savlende underskov, en glitrende grotte i luften, et øjeblik, en hvid øjensten. Vinden suger som vind gør, vinden hiver som uvæsener gør, og din modstand er så lille, din modstand er en trille i luften, et blåt mønster. Du ved ikke, om det er nok. Du ved aldrig, om noget er nok, og det piner dig, og du tænker, at du bør straffe dig selv for ikke at være god nok, ved at begrave dig i huset i pupillens drømmegrotte. Så går det op for dig, at vinden blæser ind gennem en dør. Døren er pivåben, fristende og forunderlig. Du hænger din hvide skygge på en gren og tager gnidskevinden over dig som en kappe, du maser en mejse på vejen. Når du kommer ud af mit hus i dit øje er du en anden. Lyslykkelig, lysulykkelig; lidt mere en del af uvæsenet.
