Kunst- og designfaglig praktikant

ER DU TRAPHOLTS KOMMENDE KUNST- OG DESIGNFAGLIG PRAKTIKANT?

Til vores kunst- og designfaglige team søger vi en engageret praktikant, der vil lære at omforme sin viden til museal praksis med afsæt i Museumslovens fem søjler over forskning, indsamling, registrering, formidling og bevaring.

Dine arbejdsopgaver
Trapholt museum for moderne kunst og design tilbyder et lærerigt praktikophold i efterårssemesteret 2024. Du vil få mulighed for at prøve kræfter med opsætning/nedtagning af udstillinger, samlingsvaretagelse, registrering af kunstværker, tekstforfatning mv.

Gennem hele dit praktikforløb er du selv med til at bestemme, hvilke områder og opgaver du gerne vil kaste dig over. Og dine kolleger vil være klar til at dele deres viden med dig, så du får en masse nye redskaber med i din værktøjskasse

Dine kompetencer
Vi søger en praktikant fra kunsthistorie, design eller de æstetiske fag, der er nysgerrig og har mod på både faglige og personlige udfordringer, som er initiativrig og selvstændig – og som brænder for kunst og design. Trapholts samling spænder over kunst, kunsthåndværk og design fra år 1900 til i dag, og det er ofte i krydsfeltet mellem de forskellige discipliner, at Trapholts udstillinger og museale arbejder tager sit afsæt.

Tidspunkt for praktikperioden
Praktikperioden vil løbe i forårssemesteret 2025 – gerne med opstart i januar eller februar. Trapholt ser gerne, at praktikken er et længere forløb og derfor aftales omfanget nærmere med museets inspektører. Har du fag, du skal følge, finder vi naturligvis plads til det. Den præcise tidsperiode bestemmes efter aftale, og vi er fleksible i forhold til dit studie. Praktikperioden er ulønnet, men vi dækker udgifter til transport.

Send en ansøgning
Vi holder samtaler løbende – og fristen for at søge er 1. december 2024. Send en kort ansøgning med CV, i én samlet pdf til Sara Staunsager på mail: sarst@trapholt.dk