Fællesskabte projekter
Fællesskabte projekter
Trapholt har i mange år arbejdet med store participatoriske craftprojekter. Disse engagerer flere hundrede borgere, der sammen med designere/kunstnere skaber unikke kunstværker, der udstilles på museet og indgår som hovedværker i museets samling.
Open Call til Trapholts fællesskabte kunstprojekt 2024
Under temaet ALDER inviterede Trapholt i juni 2023 professionelle kunsthåndværkere/designere/billedkunstnere til at byde ind med et koncept for museets næste store fællesskabte kunstprojekt. Læs mere her.
Kunstner for Trapholts kommende fællesskabte kunstprojekt er nu fundet. Vi glæder os til et spændende samarbejde med Kristine Mandsberg. Projektet skydes i gang i januar 2024. Hold øje med hjemmesiden og med dig til Trapholts nyhedsbrev, hvis du vil være sikker på at få information om projektet.
Plantemagi på Troldhedestien
Kolding Kommune, Trapholt og kunstner Tina Ratzer er gået sammen for at skabe en unik kunstoplevelse for alle borgere. Projektet inviterer lokale borgere til at deltage i en række aktiviteter langs Troldhedestien. Vi vil indsamle planter, farve stoffer og sy kunstneriske flag, som vil blive udstillet på Troldhedestien. Følg Plantemagi på Troldhedestien her
Things Matter
I projektet Things Matter, der kører i 2023, inviterer tekstilkunstner Randi Samsonsen os til at reflektere over kunst, statuer og monumenter i det offentlige rum. Hvad betyder de for os – og hvad kunne vi tænke os at korrigere ved dem? Vi skal strikke en miniaturemodel af en statue, et monument el. anden kunst i det offentlige rum – og det vi kunne tænke os anderledes ved den. Følg Things Matter her
Dataspejlet
Dataspejlet inviterede i marts 2022 til deltagelse i et kreativt fællesskab, hvor vi gennem håndarbejdets kreative kanaler diskuterede et af vores samtids vigtige emner: data. Resultatet blev et kæmpe fællesskabt sanseligt kunstværk, hvor deltagere fra hele Danmark broderede dataspor, som vi hver især har efterladt ude i ”skyen”. De digitale aftryk er blevet omsat til personlige tekstile koder, som tilsammen danner et unikt kunstværk. Tekstilkunstner Astrid Skibsted udformede den kunstneriske vision, som blev bragt til live, da de mange individuelle bidrag blev samlet. I mødet mellem den kunstneriske ramme og de mange bidrag opstod kunstværket. Læs mere om projektet her
Tæt på Træer
TÆT PÅ TRÆER sætter fokus på klimaet og den stigende interesse for at komme tæt på naturen. Sammen med tekstilkunstner Tina Ratzer har over 700 danskere skabt det store fællesværk ‘Tæt på træer’, der udstilles på Trapholt fra 21. november 2021.
Tæt på Træer bliver en kæmpe kunstinstallation i form af en kunstig skov, som man kan gå ind i og opholde sig i. Skovens mange blade sys i patchwork af projektets deltagere. Hver deltager bidrager med en patchworkblok, hvor motivet er et blad. Deltagerne bestemmer, hvilket individuelle blad de vil bringe til skoven og inviteres ved aflevering til at fortælle om bagrunden og historien for deres valg af blad.
Læs mere her
Grænseløse Sting
2020 var 100-året for den nordslesvigske genforening med Danmark. Til fejringen ønskede Trapholt at aktualisere genforeningen i forhold til vores liv i dag og inviterede tekstilkunstner Iben Høj til at skabe et kunstværk, som rummede refleksioner over hvad vi forstår ved grænser i dag.
Iben Høj definerede den kunstneriske ramme i form af farve, materialer og format for det samlede værk. 778 borgere fra hele Danmark og Nordtyskland bidrog med deres personlige refleksion over grænser. På den måde reflekterede projektet over hvordan grænser både geografisk og mentalt flytter sig. Til kunstværket Grænseløse Sting blev deltagerne inviteret til at brodere, hvad de personligt forstår ved fysiske eller mentale grænser i dag. Læs mere om projektet her
LIGHTHOPE
Tekstilkunstner Hanne G og møbelkunsthåndværker Rasmus Bækkel Fex har sammen med 987 borgere fra hele Danmark skabt værket LIGHTHOPE i løbet af den første nedlukning af Danmark som følge af covid-19 krisen (2020).
Værket er et monument over håb og fællesskab i en vanskelig tid.
Trapholts ide til LIGHTHOPE opstod ud fra ønske om at bidrage positivt ind i coronakrisen med det, som museet står for – kreativitet, erkendelser og fællesskaber omkring kunst og design. Trapholt har en lang tradition for at koble professionelle kunstnere med borgere med passion for håndværk. Derfor kontaktede vi Rasmus Bækkel Fex og Hanne G med henblik på at få skabt et værk, som ville kunne skabes i løbet af coronakrisen.
Fra lanceringen af projektet 1. april til Trapholts genåbning i maj har borgere fra hele landet indleveret 1629 hæklede pærer dels på Trapholt dels ved de 27 indleveringssteder fordelt over hele Danmark. På projektets Facebook side har flere tusinde medlemmer deltaget med billeder, tanker og ideer. I løbet af perioden kunne deltagerne følge med i ophængningen af værket og deltage i virtuelle events og hækleklubber, hvor de har mødt hinanden og kunstnerne. Læs mere om projektet her
TINGSTED
I samarbejde med designer Rasmus Bækkel Fex inviterede Trapholt i 2019 trædrejere fra hele landet med i et stort kunstnerisk projekt. Sammen skulle de skabe et enormt værk TINGSTED.
Ideen med TINGSTED var, at flere hundrede trædrejere bidrager med hver deres unikke drejede del og dermed blev en del af en stor fortælling i det samlede værk TINGSTED, der blev udstillet på Trapholt fra januar 2020.
Læs mere her
Waste Time
Waste Time-stellet er et verdensstel skabt af den danske kunstner Anja Franke i samarbejde med Trapholt og mennesker fra hele kloden, blandt andet Europa, Mexico og Indien. I 2016 arbejdede Anja Franke med stellet sammen med borgere fra Trekantområdets syv kommuner: Billund, Fredericia, Haderslev, Kolding, Middelfart, Vejle og Vejen.
Verdensstellet blev skabt af hvidt porcelæn, som folk ikke længere ønskede og derfor smed ud. Anja Franke så denne udsmidning som et spild af ressourcer, og udviklede derfor i 2012 et nyt koncept. Hun inviterede borgere ind i workshops, hvor man kunne fordybe sig i det at ’spilde tiden’, mens man malede mønstre på det hvide porcelæn. Læs mere her
Maskernes Monument
I 2015 skabte den danske kunstner Isabel Berglund (f. 1971) værket Maskernes Monument sammen med 700 strikkende borgere fra Trekantsområdet, hvor byerne Billund, Fredericia, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle deltog. Værket er skabt som en stafet på tværs af byerne ved workshops, hvor borgerne strikkede til hinanden fra by til by. Læs mere her
Kultur i arbejde
Trapholt har gennem flere år afsøgt forbindelsen mellem kunst og trivsel gennem store projekter såsom Kunst og trivsel (2013-14) og Kunst, trivsel og fastholdelse i 2017.
I efteråret 2018 igangsatte Trapholt i et samarbejde mellem jobcenteret, Trapholt, biblioteket og musikskolen og en følgeforsker fra Aarhus Universitet har Kolding Kommune projektet Kultur i arbejde. Projektet skule sætte fokus på en kvalificeret indsats for fremtiden til sygemeldte borgere via elementer fra kulturens verden.
I efteråret 2021 opstarter nye hold.
Læs mere her