CraftVærk – Trapholt og Aarhus Universitet modtager 5 mio. kr. fra VELUX FONDEN

Trapholt og Aarhus Universitet er udvalgt til at modtage 5 mio. kr. til projektet CraftVærk over de kommende 3½ år med opstart 1. oktober 2021. Trapholt museum for moderne kunst, kunsthåndværk og design ved Kolding Fjord har gennem flere år haft fokus på, hvorledes man løser efterspørgslen på engagement og meningsfulde fællesskaber på kunstmuseer gennem kunstnerisk samskabelse i stor skala med op til 1.000 deltagere.  Forskere ved Aarhus Universitet har i en årrække samlet kulturaktører i forskningsnetværket Take Part, publiceret og afholdt konferencer om kulturel deltagelse.

VELUX FONDENs museumssatsning støtter, at Trapholt gennemfører to borgerinddragende craft-projekter, som over de kommende 3½ år vil udmunde i to store kunstneriske installationer skabt sammen med hundredevis af borgere, forskning og en metodebog om, hvorfor og hvordan. CraftVærk er etableret i partnerskab med professor Birgit Eriksson ved Aarhus Universitet, og der indgår flere nationale og internationale forskere med henblik på både at videreudvikle Trapholts metode og undersøge, hvilken betydning og forandring det har for henholdsvis deltagere, museet, samfundet og kunsten, at et kunstmuseum arbejder på denne måde.

Corona-krisen er som et forstørrelsesglas på kulturen, hvor udfordringerne også viser nye veje for fremtidens kulturliv. Trapholts arbejde på samskabelse slog således i særlig grad igennem i 2020/21 med tre signaturprojekter, der danner fundamentet for at tage et forskningsbaseret metodisk skridt opad i relation til tidligere praksis. LIGHTHOPE er et gigantisk hæklet kunstværk skabt af 1.000 borgere under nedlukningen i foråret 2020; Tæt på Træer – en kunstig skov af 600 quiltede blade skabt af borgere under nedlukningen i vinteren 2021, som en dobbeltkommentar til naturkærlighed og klimakrisen. Grænseløse Sting – et kæmpe broderet kunstværk, der blev præmieret af Statens Kunstfond, skabt af 800 borgere som en aktuel kommentar til Genforeningsfejringen 2020. Professor Birgit Eriksson fra Aarhus Universitet indgik som følgeforsker i Grænseløse Sting.

Museumsdirektør Karen Grøn udtaler:
-Trapholt har relevans, engagement og deltagelse som det dybeste DNA i alle hjørner af museet, og vi er både stolte, taknemmelige og ydmyge over, at VELUX FONDENs museumssatsning giver os mulighed for at gennemføre forskning med afsæt i mange års praksis. I vores hidtidige borgerinddragende craft-projekter har vi oplevet en massiv efterspørgsel efter mere fra deltagerne og en stærk udviklingsproces hos vores kunstnere, som får et helt nyt perspektiv på deres kunstneriske praksis. Med corona-krisen har vi mærket, hvordan vores borgerinddragende craft-projekter har haft betydning, hvor eksempelvis 67% i en undersøgelse markerer, at det har haft en positiv betydning for deres trivsel under vinter-nedlukningen 2021 at deltage i Tæt på Træer. Med CraftVærk ønsker vi at opnå en forskningsmæssig indsigt i, hvilke oplevelser deltagere har, modeller for fremtidens kunstmuseum, perspektiver for de samfundsmæssige potentialer i kunstinstitutionen samt ny kunstnerisk praksis, der nedbryder skellet og forener craft/kunst, kunstner/borger, museum/samfund. Allerede nu kan vi glæde os til at opleve en kunstig skov med værket Tæt på Træer, når Tina Ratzer udstiller værket i løbet af Trekantområdets Festuge og på Trapholt til november.

Professor Birgit Eriksson udtaler:
-Et stigende antal borgere mener ikke, at deres stemme bliver hørt, og føler sig ikke som en del af samfundet. Det kalder på forandring i samfundets institutioner inklusiv de kulturinstitutioner, som er med til at skabe forståelsen af vores samfund. Mange af dem eksperimenterer heldigvis med nye former for borgerinddragelse, og det forsker jeg i. Men hvordan kan et kunstmuseum skabe sammenhænge og offentligheder, hvor borgerne kan deltage på nye måder, og demokratisk inklusion og flerstemmighed styrkes? Det glæder jeg mig meget til at udforske sammen med Trapholt.


Fakta

Evaluering af Tæt på Træer, maj 2021

83% oplever at det er meningsfuldt at deltage
76 % har fået ny inspiration til deres craft
47% har øget deres interesse for og/eller indsigt i naturen
56% deltog alene
85% har følt at de var en del af et fællesskab
67% føler at Tæt på Træer har medført positiv trivsel under lock-down
67% har på baggrund af deltagelse i Tæt på Træer talt med andre om craft eller naturen
Kilde: Trapholt evaluering

Mere information om Trapholts borgerinddragende projekter: se her

Pressefotos
https://www.dropbox.com/sh/4l3js5i1xzw2vpv/AABIgUB9IJnPPPsu8BAorB25a?dl=0
Fotokreditering i filnavn