Cecilie Waagner Falkenstrøm – A Black Hole Calling Us

Oplev et sort hul midt i Kolding, når Trapholt i samarbejde med Kolding Light Festival præsenterer Cecilie Waagner Falkenstrøms interaktive kunstinstallation A Black Hole Calling Us.

Hvad sker der, når vi træder ind i et sort hul? Det kan du opleve på Verdensmålspladsen i Kolding, hvor kunstner Cecilie Waagner Falkenstrøm inviterer publikum på en sanselig rejse ind i et af universets mest gådefulde fænomener.

A Black Hole Calling Us er en interaktiv lys- og lydinstallation, der forener kunst, teknologi og astrofysik. Værket er udviklet i samarbejde med Niels Bohr Instituttet (Center of Gravity og Yonder Art Science) og omsætter forskning i sorte huller til en kunstoplevelse, hvor publikum selv bliver en del af værket.

Træd ind i det sorte hul

Installationen består af otte skærme, der danner en cirkel. Når du træder ind i midten, bliver din krop registreret og forvandlet til levende billeder på skærmene omkring dig. Samtidig omsluttes du af et lydunivers, der forstærker fornemmelsen af at bevæge sig ind i en anden dimension.

Sorte huller er blandt universets mest kraftfulde fænomener. De påvirker galaksernes udvikling og udfordrer vores forståelse af tid og rum. Med installationen gør Falkenstrøm den komplekse forskning til en sanselig oplevelse, der inviterer til refleksion over menneskets plads i universet og vores nysgerrighed efter at forstå det ukendte.

Om kunstneren

Cecilie Waagner Falkenstrøm er en internationalt anerkendt dansk kunstner, der arbejder i krydsfeltet mellem kunst og kunstig intelligens. Hendes værker undersøger forholdet mellem menneske og teknologi og kredser om identitet, eksistens og vores plads i verden. Hun har blandt andet udstillet på Victoria and Albert Museum i London, Ars Electronica, The Kennedy Center og Copenhagen Contemporary og har modtaget internationale priser, herunder Lumen Prize.

A Black Hole Calling Us er skabt af Cecilie Waagner Falkenstrøm og hendes art-tech-studio ARTificial Mind i samarbejde med Mathias Warnich, Rebekka Elisabeth Anker-Møller og komponist Yann Coppier.

Praktisk information

Periode: 3.–28. december 2026
Sted: Verdensmålspladsen, Kolding
Arrangør: Trapholt i samarbejde med Kolding Light Festival
Adgang: Gratis

Værket er støttet af Carlsbergfondet og Statens Kunstfond.