Forskning

Trapholt har en undersøgende tilgang på alle niveauer af museets aktiviteter. I det daglige stilles spørgsmålet ”hvorfor er dette relevant” til såvel daglige rutiner som faglige spørgsmål. Trapholt samarbejder med eksterne forskere og universiteter og publicerer egen forskning i udstillingskataloger og peer reviewed artikler i forbindelse med museets samlings- eller publikumsforskning. Derudover arbejdes der rutinemæssigt med evalueringer både på publikumstilfredshed, udstillinger og projekter med henblik på at udvikle Trapholt med forbedrede tiltag såsom formidling, kommunikation og reorganisering baseret på fakta og indsigt.


Udstillingsforskning

Formålet med Trapholts udstillingsforskning er at undersøge og kvalificere museets ansvarsområde gennem aktuelle samtidsemner og spørgsmål og udmønte dette i udstillinger.

Trapholt samarbejder med forskere ved danske og udenlandske universiteter i forbindelse med udstillinger, til hvilke der publiceres peer reviewed kataloger.

Ansvarlige for Trapholts udstillingsforskning bestemmes af hvem der er hovedansvarlig kurator på pågældende udstilling:

Peer reviewed udstillingspublikationer

2016: Overtryk, Karen Grøn

2016: Instant Icon – Fotogene møbler, Rositta Sattell

2017: EAT ME, Karen Grøn

2018: Kay Bojesen – humøret i dansk design, Sara Staunsager og Katrine Stenum

2019: SENSE ME, Karen Grøn og Katrine Stenum


Samlingsforskning

Samlingsforskningen har afsæt i Trapholts genstandsområde kunst, kunsthåndværk og design, og sker i forbindelse med udstillinger, erhvervelser eller formidlingstiltag. Formålet med Trapholts samlingsforskning er at aktualisere samlingen i samtiden, samt at kvalificere indsamlingen af værker.

Sara Staunsager er ansvarlig for Trapholts samlingsforskning.

Trapholt har modtaget støtte fra Ny Carlsbergfondet til en treårig post Doc, som vil blive afviklet i perioden januar 2019-december 2021 i samarbejde med SDU. Formålet med Trapholts post Doc er at medvirke til udviklingen og formuleringen af en ny indsamlings-, og udstillingspolitik for design på Trapholt baseret på samtid og aktualitet, med henblik på at afdække design som samtidsmarkører, der både afspejler og skaber vores samtid. Trapholts post. Doc varetages af Rositta Satell.


Publikumsforskning

Publikumsforskningen på Trapholt undersøger borgeres oplevelser, trivsel og sociale rum. Formålet med det er dels at udvikle nye projekter gennem action research sammen med deltagere dels at skabe ny viden omkring borgere og oplevelser med henblik på at kunne udvikle og forbedre museets publikumsrettede tiltag, der stræber mod at understøtte borgeres oplevelse af relevans, empowerment, medborgerskab, social- og nærværende selvfølelse.

Museumsdirektør Karen Grøn er ansvarlig for Trapholts publikumsforskning.

Kunstkraft – unge og trivsel

Kan kunstmuseers særlige rum og kunstens materialitet og flertydighed være med til at styrke unges trivsel og skabe fordybelse i et accelererende samfund?

Det spørgsmål har 5 kunstmuseer fra hele landet slået sig sammen for at undersøge i partnerskab med forskere fra Center for Ungdomsforskning. Trapholt, Louisiana, Kunsten, Nivaagaard og Brandts vil i løbet af 2024 på forskellig vis undersøge, hvordan kunstneriske metoder kan styrke unges trivsel som både forebyggende indsats og en måde at imødegå eksisterende udfordringer.

CraftVærk

Med Velux Fondens museumssatsninger i ryggen satte Trapholt og Aarhus Universitet i efteråret 2021 gang i forskningsprojektet CraftVærk.

I forskningsprojektet vil Trapholt og Aarhus Universitet dykke ned i, udvikle og afprøve praksis- og forskningsbaserede metoder, som viser nye veje for kunstmuseer som relationelle universer af mennesker og værker i gensidig udveksling. Formålet er at undersøge, hvordan vi kan udvikle museumsinstitutionen til et rum for inklusiv, demokratisk udveksling mellem forskellige erfaringer og stemmer og samtidig skabe kunstværker med en selvstændig værdi.

TAKE PART

Trapholt indgår i forskningsnetværket ”TAKE PART” under ledelse af professor Birgit Eriksson, Århus universitet. TAKE PART er et netværk for forskere og kulturaktører, som udforsker og arbejder med kulturel deltagelse. Idealet om at gøre borgere og brugere til “deltagere” spiller aktuelt en meget vigtig rolle i kunst, i kulturinstitutioner og i samfundet generelt. I netværket sammenlignes de forskellige deltagelsesformer. Man undersøger, hvordan deltagelseskulturens forskellige former og motivationer støder sammen og udforsker, hvorvidt/hvordan kunstnerisk, social og politisk deltagelse interagerer.

Trapholt har bidraget til publikationen Kunst, kultur og deltagelse, 2019 med artiklen DEN FRIGJORTE BESKUER PÅ DET UVIDENDE KUNSTMUSEUM 152 Når museumsgæster kuraterer på Trapholt af Karen Grøn

Kultur i arbejde

Trapholt har gennem flere år afsøgt forbindelsen mellem kunst og trivsel gennem projekter heriblandt Kunst og trivsel (2013-14) og Kunst, trivsel og fastholdelse (2017).

I efteråret 2018 startede Trapholt et toårigt forskningsprojekt, Kultur i arbejde, op i samarbejde mellem jobcenteret i Kolding, Trapholt, biblioteket og musikskolen samt følgeforsker Nicolai Ladegaard fra center for klinisk medicin ved Aarhus Universitet Aarhus universitetshospital. Projektet er et tilbud til sygemeldte borgere bestående af forløb fra kulturens verden. Deltagerne er borgere sygemeldt med stress, angst eller depression og løb frem til sommeren 2020. Læs mere her

Nærværende kunstoplevelse

Trapholts bidrag til Kultur i Arbejde er forløbet Nærværende kunstoplevelse med afsæt i museets samling, forskning samt pilotprojekterne fra 2013-14 og 2017. I Nærværende kunstoplevelse arbejder deltagerne med at forbinde kunst og mentale/kreative øvelser med henblik på at etablere en personlig praksis, som både kan bruges på kunstmuseet og i hverdagen.

Nærværende kunstoplevelse har til formål at hjælpe borgere til at bruge kunst til at skabe fokus, selvfølelse og dialog med sig selv og andre og dermed øget velbefindende og mulighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Forløbet indeholder en række interventioner, som hver især har til formål at styrke deltagernes opmærksomhed overfor hvad og hvordan kunstens visuelle stimulans virker for dem. Kunst udmærker sig til forskel fra en stor del andre visuelle stimulanser ved sjældent at have et konkret og bestemt budskab. Kunsten er derimod et komplekst æstetisk mulighedsrum for refleksioner, som den enkelte kan spille bold op ad.

Kursisterne gennemgår forskellige øvelser der alle har til formål, at de oplever mere nærvær og fokusering. Det er vigtigt, at der er forskellige tilgange til kunsten, da alle oplever forskelligt. Samtidig er det også vigtigt, at kursisterne er aktive selv. Det er deres oplevelse med kunsten, der er i højsæde og ikke kunstfaglige foredrag.

Formålet med forløbet er at deltagerne:

– får bedre livskvalitet ved kulturforbrug
– bliver fortrolige med at se på kunst
– lærer at mærke sig selv i forhold til kunst
– får metoder til praksis med kunst i deres liv
– kan formidle egne oplevelser.

Caught by Art

Hvad sker der i det øjeblik et kunstværk fanger ens opmærksomhed i en udstilling? Gennem en mikrofænomenologisk undersøgelsesmetode kan man afdække det øjeblik, hvor opmærksomheden fanges og de myriader af oplevelser man oplever i dette korte øjeblik. Forskningsprojektet springer ud af udstillingen Seeing Slowly fra 2018, hvor deltagere blev interviewet omkring deres oplevelse. Forskningsprojektet udføres i samarbejde med Katrin Heimann, Interacting Minds Centre, Aarhus universitet og Joerg Fingerhut, Berlin School of Mind an Brain, Humbold-Universität.

Publicering i 2019-2020.

Øjenåbner

Øjenåbner er et action research projekt, hvor Trapholt og deltagere sammen har udviklet en ny type omvisning til folkeskolen. Projektet blev gennemført i skoleåret 2018-19 i partnerskab med Bakkeskolen, Brændkjærskolen, Munkevængets skolen samt Aalykkeskolen.

Metoden var en designproces, hvor skolerne i samarbejde med Trapholt udviklede læringsforløb til børn og unge i Kolding kommune ud fra skolernes strategi, behov og ønsker. I løbet af processen afprøver og evaluerer eleverne forløbene af 3 omgange, således at et forløb blev justeret i forhold til både Trapholts ærinde, læreres mål og elevers oplevelse af relevans.

For mere information kontakt publikumsudvikler Karen Bech

+
Kunst og design i verdensklasse
Vil du være blandt de første til at høre om nye udstillinger og aktiviteter på Trapholt? Få nyhedsbrevet og vær opdateret
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.