MONUMENTAL INSTALLATION I STRIK INDTAGER TRAPHOLT (ALLE VÆRKER)
Trapholt slår torsdag 21. januar dørene op for udstillingen Maskernes Monument af den internationalt anerkendte kunstner Isabel Berglund. Med strikkepinden i hånden har hun skabt en gigantisk kunstinstallation, der når helt nye højder.
Et sammensurium af fortryllende og iøjefaldende farver venter gæsterne på Trapholt når de bevæger sig ned gennem den cirkulære gang, der omslutter den gigantiske installation. Kunstneren Isabel Berglund har med sit stringente og særprægede formsprog skabt entotalinstallation i strik, der med sin karakteristiske stoflighed både er raffineret, æstetisk og voluminøs. Installationen består af seks monumentale værker udformet i strik, der til sammen er forenet i udstillingen Maskernes Monument.
Siden begyndelsen af 2015 har Isabel Berglund samlet Trekantområdets borgere til et særligt kunstprojekt, hvor 700 borgere har grebet strikkepindene for at strikke farvestråelende trekanter til de seks forskellige bygningsværker. Der er blevet afholdt tæt ved 100 workshops, hvor borgerne har mødtes med Isabel Berglund for at strikke elementer til værkerne. De seks byer fra Trekantområdets kommuner, Billund, Fredericia, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle har hver især strikket et værk til hinanden, for at understøtte kunstprojektets lokale potentiale.
Kunst i byrummet
De seks monumentale værker blev første gang vist hver for sig i Trekantområdets seks hovedbyer under Trekantområdets festuge i august 2015. I udstillingen på Trapholt forenes de seks elementer til én installation Maskernes Monument. Det er første gang Isabel Berglund skaber en installation i så stor skala. Hun er til daglig en eftertragtet udstiller både i Danmark og internationalt – herunder udstillinger i Milano, Seoul og London.
Byens tårn i Billund
På skulpturstien bag Billundcentret kunne man opleve det monumentale værk, Byens tårn på hele 5,5 meter. Billund er blandt andet kendt for lufthavnen, der bringer tusindevis af mennesker ud i verden. Isabel Berglund har derfor ladet sig inspirere af lufthavnens kontroltårn, som en central del i lufthavnsmiljøet. Tårnets placering tæt på stien skulle give forbipasserende lysten til at gå ind i tårnet for at få den totale oplevelse af værkets unikke stoflighed. Isabel Berglund har udvalgt farverne med inspiration fra mursten og gammel irret metal, men med en overdimensioneret farvestyrke. Byens tårn er strikket af borgere fra Middelfart Kommune til Billund.
Det lilla hus i Fredericia
På JB Nielsens plads i Fredericia kunne alle under festugen opleve det monumentale værk, Det lilla hus. Værket er udformet med inspiration fra et stationshus, men i de utraditionelle farver lilla og grøn. Isabel Berglund har fundet inspiration til husets farver fra havnen, der ligger tæt på pladsen, men i stærkere farver, der får huset til at lyse op og skille sig ud fra byrummet. Husets placering tæt på jernbanen skulle give beskuerne fornemmelsen af et ensomt og forladt stationshus. Det lilla hus er strikket af borgere fra Kolding Kommune til Fredericia.
Tvillingehuset i Kolding
Til Trekantområdets festuge kunne forbipasserende ved Svietorv se det monumentale værk, Tvillingehuset på hele fire meter. Isabel Berglund har udformet værket med inspiration fra et parcelhus, men huset er placeret i et urbant hjørne af Kolding med veje på begge sider. På den måde stod værkets udformning i kontrast til det omkringliggende miljø, som vækkede de forbipasserendes interesse. De stærke og iøjefaldende farver var også med til at fange borgernes opmærksomhed, så de ikke kunne undgå at se det imponerende værk i strik. Huset er strikket af borgere fra Vejle Kommune til Kolding.
Byens port i Middelfart
På kulturstien i Middelfart tårnede det monumentale værk, Byens port på hele fem meter op. Middelfart er kendt for byens udsigt til de to Lillebæltsbroer, der forener Jylland og Fyn. Derfor har porten fået en central placering, hvor der både er udsigt til vandet, broerne og verden, når man kigger gennem den. Isabel Berglund har valgt den grønne farve til værket, da den står i kontrast til havet og himlen. På den måde tiltrak den enorme port stor opmærksomhed under Trekantområdets festuge. Byens port er strikket af borgere fra Vejen Kommune til Middelfart.
Byens trappe i Vejen
Foran Rådhuset i Vejen kunne byens borgere under festugen nyde det monumentale værk, Byens trappe. Værket er udformet som en himmeltrappe, der er inspireret af Rådhusets mange trapper. Den omkringliggende arkitektur er præget af grå nuancer, og Isabel Berglund har derfor valgt en kraftig pink farve akkompagneret med den blå farve, der med deres kontrast vækkede opsigt i byrummet. Byens Trappe er strikket af borgere fra Billund Kommune til Vejen.
Huset på huset i Vejle
Vejles indbyggere fik sig en ekstraordinær overraskelse, da de kom gående ned af byens gågade under festugen, hvor det Gamle Apotek var blevet beklædt med værket, Huset på huset. Værket er udformet som et ekstra lag til en allerede eksisterende facade. Den iøjefaldende gule farve var et bevidst valg, da Isabel Berglund ønskede, at huset skulle skille sig ud fra byens omkringliggende arkitektur og miljø. På den måde vækkede værket opsigt på shoppeturen, hvor det strikkede hus brød med det vante bybillede ned gennem gågaden. Huset er strikket af borgere fra Fredericia Kommune til Vejle.
Udstillingen kan opleves på Trapholt 21. januar – 22. maj.
Udstillingen og projektet er støttet af Trekantområdets festuge, Kolding Kommune og Nordea-fonden.