LIVE fra Malene Landgreen
Onsdag den 18. januar 2023 kl. 18 sender Trapholt LIVE fra den festlige åbning for Malene Landgreens soloudstilling Flow of Change. Hør museumsdirektør Karen Grøn byde velkommen og få et unikt sneak peek i udstillingen. Under den officielle fernisering vil vi også fejre åbningen af Trapholt Collect 2022.
Flow of Change bliver en totalinstallation på 280 m2, hvor samspillet mellem egen sanselig krop og salenes maleriske fysiologi opleves. Gennem en række nye arbejder og installationer udfordrer Malene Landgreen det klassiske flade maleris fysiske grænser.
Trapholt Collect 2022 præsenterer de værker, som er blevet en del af museets samling i løbet af det forgangne år. Indsamlingen i 2022 har taget afsæt i museets forskningsarbejde omkring designklassikere og maleriske sansninger med særligt fokus på designeren Verner Panton og billedkunstneren Erik A. Frandsen. Dertil lykkedes det Trapholt at rejse midler til erhvervelsen af en omfattende Kay Bojesen samling bestående af arbejder i træ.
Følg med på Trapholts Facebook-side.
Den 18. januar 2023 kl. 18
Flow of Change og Trapholt Collect 2022 åbner for offentligheden den 19. januar kl. 10.


