Eat me – Mad i kunst & design

EAT ME er en international og sansende udstilling, der kort sagt handler om vores liv og verden set gennem mad.

Med mad kan vi kommentere stort set ALT i vores liv og verden. Mad er en oplagt metafor for samtiden, og alle mennesker har et forhold til mad. Mad som element er boomet i kunst og design i de senere år. Menneskets relation til mad er alle dage kommet til udtryk i kunst og design, og EAT ME-udstillingen kommer hele vejen rundt i nutidens kunst og designs kommentarer til mad.
Den sætter mad i perspektiv i forhold til sanser, samfund, kultur, natur, videnskab, forbrug og identitet. Madmetaforen bruges for eksempel som kommentar til: miljøet der belastes af kødproduktion, psykiske lidelser der ses i over- eller underspisning, fortravlet kultur der afspejles i hastige spisesituationer, ny teknologis kunstige fødevarer.
EAT ME præsenterer kunstnere og designere som har arbejdet med mad fra 2000 frem til i dag.
Gennem malerier, foto, videoinstallationer, design og skulpturer kommenterer og udfordrer 60 danske og internationale kunstnere og designere os på mad. De udfordrer vores kultur, samfund, psykologi, videnskab, sanser og natursyn. I udstillingen indgår en lang række internationale navne.

Noget for alle sanser

Udstillingen vækker alle sanser og udfordrer vores forhold til mad på mange planer. Den får os til at reflektere over og mærke vores forhold til mad ved at smage, lytte, lugte og føle kunst- og designværker. Centralt i udstillingen er det store eksperimenterende sansebord TASTE ME, hvor museumsgæster i daglige workshops kan tage plads om bordet på spisebordsstole, som danske designere har skabt og fået sat i produktion i løbet af de seneste fem år. På den måde præsenteres et samtidsbillede på den danske spisebordsstol anno 2017.