Julemarked på Trapholt – for udstillere af kunsthåndværk og design

MARKED FOR KUNSTHÅNDVÆRK OG DESIGN
29-30. november 2025 kl. 10.00 – 17.00

Trapholts julemarked er for dig, der skaber kunsthåndværk og design af høj kvalitet. Trapholt gerne vise markedets og museets gæster, hvad der rører sig blandt landets kunsthåndværkere og designere. Det er også vigtigt for os, at gæsterne kan møde dig, der har skabt produkterne.

Vi tilstræber at præsentere en bred vifte af udtryk, materialer, stil, traditioner og designs. Så arbejder du med med keramik, glas, smykker, tekstil, træ, papir eller noget helt andet, håber vi at modtage en ansøgning fra dig.

Som udstiller kan du se frem til masser af gæster, liflig julestemning og et team af medarbejdere, der står på spring for at give både udstillere og gæster en rigtig god oplevelse på Trapholts julemarked.

Hvem kan søge?

Der er plads til 50 kunsthåndværkere og designere på markedet, som kurateres af kunstfaglige medarbejdere. Vi bliver altid virkelig glade for at få ansøgninger fra jer, der har deltaget før, men som tidligere udstiller er man ikke garanteret plads. Det vigtigste er, at dine produkter er dansk producerede og har høj kvalitet i både håndværk og udtryk.

Standplads

Da julemarkedet foregår i museets udstillingssale, er opstillingen afhængig af de aktuelle udstillinger. Det er et stort puslespil at fordele pladserne, så produktkategorierne er jævnt fordelt, tager højde for adgang til strøm og meget andet. Derfor er det desværre ikke muligt at booke specifikke pladser. Standplan oplyses ved ankomst til museet.

  • Standen består af et bord på 180 x 75 x 75 cm og en stol
    Museets arkitektur og indretning giver markedet en ekstra dimension, men betyder også, at der nogle steder er mere lys eller plads end andre steder. Vi kan ikke garantere mere plads end det angivne bordmål, selvom der i praksis godt kan være lidt mere luft. Det er ikke tilladt at medbringe ekstra pakkeborde og andre møbler, men du må gerne skifte standens bord ud med fx et stativ eller lignende, hvis målene ikke overstiger bordets dimensioner.
  • Pas godt på museet og værkerne
    Markedet finder sted inde på museet, og under julemarkedet opleves stande og værker side om side. Vær især opmærksom på, at du ikke må hænge noget op på væggene.

Bemanding

Glæd dig til at møde markedets gæster, der er nysgerrige, videbegærlige og interesserede i både dine produkter og din arbejdsproces. Vi forventer, at du selv står på standen under markedet, men du er velkommen til at tage en medhjælper med.

Standen skal være bemandet i hele markedets åbningstid kl. 10.00-17.00 begge dage.

Ansøgningsfrist (er passeret!)

Ansøgning til markedet sendes via linket til ansøgningsskemaet.

Vedhæft også 3-5 fotos. Det er vigtigt, at dine fotos giver et retvisende billede af, hvilken type produkter, du forventer at tage med. Produktbillederne skal være i jpg eller png-format i god kvalitet (gerne minimum 1 Mb).

Billederne fra din ansøgning kan også blive brugt til markedsføring af julemarkedet.

Ansøgningsfristen var fredag 12. september kl. 10. Du får svar på din ansøgning via mail i løbet af uge 39.

Deltagerpris

Deltagerprisen er 1.900 kr. + moms. Prisen inkluderer:

  • Bord og stol til din stand. Bordet måler 180 x 75 x 75 cm
  • Adgang til kaffe/te, vand, frugt og sødt for udstiller
  • Markedsføring af markedet

I forbindelse med den endelige tilmelding kan der tilkøbes frokost begge dage samt ekstra kaffe, frugt etc. til din medhjælper.

Betalingsfristen er 10. oktober 2025. Overholdes fristen ikke, tilbydes standpladsen til en anden ansøger.

Afbud

Bliver du forhindret i at deltage, gælder følgende vilkår for tilbagebetaling:

  • Ved afbud indtil 10. oktober tilbagebetales kr. 1900
  • Ved afbud fra 11. oktober – 2. november tilbagebetales kr. 950
  • Deltagerbetalingen tilbagebetales ikke efter 2. november

Spørgsmål er velkomne på marked@trapholt.dk.