Oplæg om TID, skriftudtryk, skitseringsproces og broderi
Få inspiration til din deltagelse og dit bidrag til det kommende fællesskabte kunstværk TID
Søndag d. 4. februar blev projektet sat i gang med Kick-off på Trapholt. Se eller gense dagens velkomst og de tre spændende oplæg med kunstner Kristine Mandsberg og brodist Karen Marie Dehn; grafisk designer, forfatter og forsker Henrik Birkvig samt museumsdirektør Karen Grøn og professor Lotte Meinert. Info om oplæggene nedenfor, hvor også oplægsholdernes PowerPoints kan findes.
Velkomst
Trapholts direktør Karen Grøn og Michael Nielsen, formand for Udvalget for regional udvikling, Region Syddanmarks byder velkommen til Kick-off dagens 200 deltagere.
Om TID, udtryk, skitseringsproces og broderi
ved Kristine Mandsberg og Karen Marie Dehn
Mød projektets kunstner Kristine Mandsberg og hør hende fortælle om tankerne bag det fællesskabte værk og rammerne for at deltage.
I sit oplæg udfolder Kristine metoder til, hvordan man kan udvikle og eksperimentere med visuelle og æstetiske udtryk i arbejdet fra idé til broderi. Hun vil have fokus på udtryk, æstetik, komposition med udgangspunkt i en helt simpel skitseringsproces. Broderiekspert Karen Marie Dehn runder oplægget af med inspiration til, hvordan broderiet kan tilgås.
Se Kristine Mandsberg og Karen Marie Dehns PowerPoint.
Kristine Mandsberg, tekstildesigner og kunstner bag projektet TID. Kristine er i sit arbejde optaget af at undersøge, hvordan hun skaber fysisk samhørighed mellem rum og bruger. At understøtte en følelse af fysisk tilstedeværelse, så oplevelsen af rummet bliver nærværende og sanselig.
Karen Marie Dehn er uddannet håndarbejdslærer, har i mere end 30 år formidlet indenfor det tekstile. Særligt frihåndsbroderi og det at male med garn, er Karen Maries spidskompetence. Karen Marie er bogaktuel med “BRODERI på tværs af generationer.
Skriftudtryk, form og betydning
ved Henrik Birkvig
Henrik Birkvig fører jer igennem nogle grundlæggende faglige skriftudtryk. I bliver introduceret til Typografi/kalligrafi/skrifttegning, anatomi, skriftklasser, brød/display og skriftens udviklingshistorie fra hieroglyf til digital skrift.
Hvilken betydning er skriftens form med til at signalere og hvad betyder det for læseligheden? Og ikke mindst…. Kan denne viden overføres i arbejdet fra skitse til tråd?
Se Henrik Birkvigs PowerPoint
Henrik Birkvig er grafisk designer, forfatter, forsker, lektor og underviser på Grafisk Design, Danmarks medie- og journalisthøjskole. Han har skrevet både artikler og bøger om grafisk design, typografi og skrift. Og han har været med til at udvikle nye skrifttyper.
Om TID
ved Karen Grøn og Lotte Meinert
Sæt dig godt til rette og lad dig inspirere til din indgang i temaet TID ved Karen Grøns oplæg.
Tid er besynderlig. Hvad er tid? Hvordan opfattes tid? Hvordan har vi forstået tid gennem tiden? Hvad gør vi ved tiden og hvad gør den ved os?
Sammen med professor Lotte Meinert dykker Karen Grøn ned i begrebet TID, folder det ud og giver inspiration til, hvilke vinkler du kan give dit bidrag og broderi.
Trapholt samarbejde med professor Lotte Meinert, Afdeling for Antropologi fra Aarhus Universitet og professor MSO Lone Grøn fra VIVE, der har igangsat et forskningsprojekt om tid. Men udgangspunkt i deltagernes refleksioner og data, vil de skrive en forskningsartikel til projektets katalog.
Se Karen Grøn og Lotte Meinerts PowerPoint
Karen Grøn, museumsdirektør på Trapholt og kurator på museets store fællesskabte kunstværker.
Lotte Meinert, Professor på Institut for Kultur og Samfund – Afdeling for Antropologi, Aarhus universitet
Videomaterialet findes her på siden og på Youtube.