“MUSEUM” – dokumentarfilm i Nicolai Biograf
En fransk skoleklasse fra provinsen tager på udflugt til Centre Pompidou i Paris i en tankevækkende film, der med enkle midler og glimt i øjet undersøger hvad kunst og kultur betyder – og for hvem.
Trapholt og Nicolai Biograf viser sammen filmen ‘Museum’ som del af den årlige dokumentarfilmfestival DOX:Danmark. Nicolai Biograf lægger biografmørke og bløde sæder arrangementet, som også giver indblik i Trapholts formidlingsarbejde, inden filmen sættes i gang.
Filmen ‘Museum’ foregår henover en enkelt dag. En flok unge fra 9. klasse skal på skoleudflugt med deres lærer til Centre Pompidou. Nogle af dem besøger et museum for første gang, mens det for andre er deres første tur til Paris. Hvad betyder et abstrakt maleri af Mark Rothko, når man aldrig har oplevet noget lignende? Og bliver et pissoir virkelig til kunst bare af at blive udstillet? Seriøst?
Med enkle midler og underspillet humor følger ‘Museum’ de unge på turen, og undersøger samtidig de synlige og usynlige barrierer, der former vores forhold til kunst og kultur. Tilhører kultur virkelig alle? I et samfund, hvor klassisk dannelse stadig er tæt forbundet med socialt ophav, er ‘Museum’ et forfriskende og fordomsfrit take på de spørgsmål, der ellers hurtigt bliver lige så abstrakte som kunstværkerne selv.
Instruktør: Olivier Bienaimé og Hervé Bienaimé
Producer: Arnaud Depaul, Yoël Servadio
Bemærk: Filmen har engelske undertekster.
Tid og sted
Arrangementet finder sted tirsdag 10. marts kl. 16.30 i Nicolai Biograf, Skolegade 2A, Kolding.
Program
Kl. 16.30: Introduktion/optakt til filmen med Trapholts formidlingsansvarlige Karen Bech, som fortæller om museets projekter for og med unge målgrupper samt brugergrupper, som ikke ofte går på kunstmuseum.
Kl. 17.00: Filmen starter. Spílletid: 91 minutter
DOX:Danmark er en filmfestival, der hvert år samler biografer og kulturinstitutioner i hele landet om stærke filmoplevelser, fællesskab og vigtige samtaler. Festivalen præsenterer et kurateret program med aktuelle dokumentarfilm, der kan ses i over 100 biografer og kulturhuse landet over.
Arrangementet finder sted i tæt samarbejde med Nicolai Biograf.
Billetter
Billetterne koster 90 kr. + gebyr. Book dine billetter her.


