Plantemagi på Troldhedestien
Kolding Kommune, Trapholt og kunstner Tina Ratzer er gået sammen for at skabe en unik kunstoplevelse. Projektet har inviteret lokale borgere til at deltage i en række aktiviteter langs Troldhedestien. Her er der blevet indsamlet planter, som er blevet brugt til at farve stoffer, hvorfra der nu er syet kunstneriske flag, som nu udstilles både på Troldhedestien og på Trapholt.
Kunstprojektet udspringer af de mange planter, der findes på den historiske Troldhedesti. Borgerne har deltaget i workshops med Tina Ratzer, hvor de har udforsket og arbejdet med planterne langs stien. I løbet af foråret og sommeren er der blevet indsamlet planter, som i kunstinstallationen SOL_Reol har farvet uld- og silkestoffer i glas. SOL_Reol består af enorme stolper med 72 glas, der i løbet af sommeren har været fyldt med forskellige planter, silke, uld og vand, som solens stråler langsomt har opvarmet. Planterne har med tiden frigivet deres pigment, som tekstilet har optaget, og dermed opnået farve. Farveprocessen er sket i samarbejde med solens stråler og plantemagi. SOL_Reol er bygget af Skovgruppen ved SOJA.
Da efteråret kom, blev stofferne taget ud af SOL_Reolen, og med hjælp fra frivillige borgere er de nu blevet syet om til flag, som indgår i projektets andet kunstværk, FLAG_mark. FLAG_mark består af en cirkel med 12 flag. Der findes to cirkler, én ved Skovløberhuset på Troldhedestien og én i parken på Trapholt. Flagene udgør en naturlig farvepalet af sol- og plantefarvede tekstiler, som er blevet farvet på SOL_Reolen ved Dybvadbro Station i løbet af sommeren. Her pryder de resterende tekstiler nu reolen med de 72 glas, som blev brugt til SOL_farvningen.
PLANTE_portrætter udgør det tredje værk i kunstprojektet. Denne installation består af 16 portrætter skabt af kunst- og designlinjen SOJA i samarbejde med Tina Ratzer. Portrætterne udgør en fri fortolkning af SOL_print og repræsenterer forskellige plantearter fra stien. SOL_print er blevet skabt ved hjælp af den gamle fototeknik cyanotype, hvilket resulterer i, at printene bliver blå under fremkaldelsen. Derfor fremstår alle plantebillederne i nuancer af blå.
I foråret 2024 vil det plantefarvede stof have ændret sig som følge af vind og vejr. Her vil flagene blive taget ned, og stoffet vil blive syet til en stor ‘kunstdug,’ der vil blive brugt ved særlige arrangementer, herunder fællesspisninger. Stoffet vil igen blive påvirket, slidt og ændret af brugen. Til sidst vil dugen blive klippet op og syet om til muleposer, som vil blive givet tilbage til deltagerne i projektet. Projektet løber fra maj 2023 til maj 2024.
Følg projektet
På projektets Instagram side kan du følge med i projektet. Er du deltager i projektet kan du også blive medlem af Facebook-gruppen Plantemagi påTroldhedestien, hvor du kan kommunikere med Tina Ratzer, Trapholt og de andre deltagere og følge med i projektet.
Hvordan kan du deltage?
Der er blevet afholdt en række workshops i forbindelse med indsamlingen af planter, syning osv. Det sidste arrangement kan ses herunder. Alle er velkomne til at deltage, også selvom man ikke tidligere har været en del af projektet.
Fernisering
Afslutningsfest af kunstprojektet Plantemagi på Troldhedestien og fernisering af KUNST_dug
Det fantastiske farverige værk KUNST_dugen bliver præsenteret af kunstner Tina Ratzer og de smukke PLANTE_portrætter og SOL_print lavet af kunstgruppen fra SOJA vil også blive udstillet.
Dagen byder både på fernisering og samtidig afslutningen af et fantastisk år med fokus på den magiske verden af planter på Troldhedestien.
Der vil blive serveret et glas saft og frugt. Alle er velkomne, det kræver ingen tilmelding.
Dato: 22. maj 2024 kl. 10 – 12.30
Sted: Dybvadbro Station, Egtvedvej 132, 6000 Kolding
Kolding Kommune har taget initiativ til dette projekt for at skabe bæredygtig kunst langs den kulturhistoriske Troldhedesti.
Projektet er støttet af Statens Kunstfond.