Efterårsferie på Trapholt

Kunst og kreativitet i børnehøjde med fokus på følelser

På Trapholt står efterårsferien i følelsernes tegn. I den nye særudstilling FEEL ME kan både børn og voksne tage på en sanselig og kropslig rejse ind i følelsernes land. Samtidig er der skattejagt for de yngste museumsgæster og kreativt værksted for alle aldre, hvor man kan forme og farvelægge sine følelser; lege i legehuse fyldt med bolde eller få afløb for vrede med en gummihammer.

Efterårsferien er en oplagt anledning til at besøge kunst- og designmuseet Trapholt i Kolding, der netop har åbnet sin største internationale særudstilling til dato. I FEEL ME sættes der, som navnet antyder, fokus på følelsernes liv og udtryksformer. For hører følelserne til i kroppen eller hovedet? Og hvad føler du i dag?

Foruden de mange storslåede værker af danske og internationale kunstnere er der i efterårsferien også flere kreative aktiviteter.

– I det kreative værksted kan klippe sine følelser i farvet folie og sætte dem på en lystavle. Man kan også få afløb for fx vrede og frustration, mens man smadrer forskellige genstande med en gummihammer; iført sikkerhedsbriller og hjelm, og man kan få en fredfyldt fornemmelse mens man ligger i legehuset blandt en masse kugler, fortæller Karen Bech Jensen, formidlingsudvikler på Trapholt, og fortsætter:

– Samtidig kan de yngste museumsgæster med skattejagten Trapholt Explorer gå på opdagelse i udstillingen i børnehøjde. Her kan hele familien fx være med til at finde og navngive de dansende tørklæder samt udforske hvordan det føles at ligge i et regnbuefarvet rum fyldt med lysstofrør og spejle.

Kunst skal være samtalestarter
Udstillingen FEEL ME består af værker af 28 danske og internationale kunstnere og designere, hvoraf flere præsenteres på dansk jord for første gang. Udstillingen breder sig over mere end 1000 m² på Trapholt og tager publikum med på en sanselig og kropslig rejse ind i følelsernes land.

– Vi er i disse år meget optagede af, hvordan vi føler. Samtidig er der en bred offentlig samtale om, hvordan vi følelsesmæssigt kan holde sammen på os selv i en accelererende tidsalder. Men hvordan forstår vi følelser, og kan kunsten hjælpe os med at sætte ord og billeder på begrebet? I udstillingen FEEL ME kan man opleve, hvorledes kunstnere udtrykker følelser som frygt, kærlighed, skrøbelighed, forbavselse, raseri og intimitet. Den kollektive oplevelse af kunst i museets rum har et særligt potentiale for at starte samtaler om følelser, fortæller museumsdirektør Karen Grøn om den nye særudstilling, som Berlingskes anmelder netop har givet hele seks stjerner.

Praktisk information

Museet har i uge 42 åbent mandag-søndag kl. 10-17 – og onsdag kl. 10-21.

Det kreative værksted er åbent alle dage i efterårsferien kl. 11-15 (lørdag 12. oktober til og med søndag 20. oktober). Det er gratis at deltage, når entréen til museet er betalt og der kræves ingen tilmelding. Børn og unge under 18 år har fri entré på museet.

Læs mere om FEEL ME her: https://trapholt.dk/feelme/