ÅBNINGSUDSTILLING MED MIE MØRKEBERG PÅ TRAPHOLT

I forbindelse med Trapholts genåbning den 21. april 2021 præsenteres en ny stor soloudstilling med Mie Mørkeberg. Udstillingen fremviser
helt nye værker, der inviterer ind i Mørkebergs imaginære land Kryptomania – et land som Mørkeberg skaber i sine malerier. Museet afholder en virtuel ferniseringsomvisning den 21. april kl. 16 med Mie Mørkeberg og museumsdirektør Karen Grøn.

Mie Mørkeberg er optaget af, hvordan nutidens teknologiske muligheder og klimamæssige udfordringer påvirker idéen om, at menneske, teknologi og natur skal være i opdelt orden. Titlen Kryptomania henviser til et univers, som Mørkeberg maler frem – en verden i sig selv. Motiverne indeholder golde landskaber, kosmiske væsner og drømmende menneskekroppe.
Kunstværkerne – malerier og keramik – er skabt til udstillingen og udtrykket indeholder Mørkebergs maleriske signatur med stemninger og rum, der på en og samme gang forekommer tiltrækkende og urovækkende.

Virtuel ferniseringsomvisning

Den 21. april kl. 16 viser Mie Mørkeberg i samtale med museumsdirektør Karen Grøn rundt i udstillingen. De vil tale om Mørkebergs kryptomaniske univers, værkerne og hvor hun får inspiration fra. Deltagerne kan stille spørgsmål undervejs. Ferniseringsomvisningen foregår via Zoom og alle kan deltage.

Baggrund og tidligere gruppeudstillinger

Mie Mørkeberg (1980-) har siden sin afgang fra Kunstakademiet i 2006 imponeret med sanselige, æstetiske og urovækkende malerier. Hun deltog i 2015 på Trapholts gruppeudstilling OVERTRYK, samt SEEING SLOWLY i 2018. Trapholts serie af soloudstillinger har til formål at dykke ned i nogle af Danmarks mest fremtrædende samtidskunstnere. Serien har indtil videre præsenteret udstillinger med Michael Kvium (2017), Kirstine Roepstorff (2018), Eske Kath (2019) og Anette Harboe Flensburg (2020).

Udstillingen er støttet af Beckett Fonden, Ganstedfonden, 15. Juni Fonden, Statens Kunstfond, Knud Højgaards Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Gros-serer L.F. Foghts Fond.

 


Kryptopia udstilles på Trapholt i perioden 21.04 – 28.11.2021
Virtuel ferniseringsomvisning: https://trapholt.dk/virtuel-ferniseringsomvisning/
Udstilling: https://trapholt.dk/mie-moerkeberg-kryptomania/