En hyldest til træhåndværket: Kom tæt på snedkeri i topklasse, når præmierede svendestykker fra hele Danmark finder vej til Trapholt.
Søndag d. 3. november inviterer Trapholt igen i år indenfor til About Wood – Snedkernes Dag, en dag, der hylder træhåndværket. Museets gæster får rig mulighed for at komme tæt på unikke detaljer, design og fremragende håndværk, når nyudlærte møbel-, maskin- og bygningssnedkere fra hele landet besøger museet med deres præmierede svendestykker. Snedkerne er selv til stede og klar til at fortælle om deres overvejelser omkring møblets materiale, håndværk og detaljer. Og mon ikke de har deres medaljer med?
For første gang kan About Wood også byde velkommen til Kolding Designskole. De deltager med Koldingstolene – tre stole skabt med input fra byens borgere. Den ene stol bærer præg af danskernes stolte industrielle fortid, en anden fejrer de korte møder, der binder os sammen i hverdagen, og den tredje fanger skønheden i vores omgivelser.
Traditionen tro deltager også trædrejere fra hele landet i denne hyldestdag for træhåndværket. I 2019 bidrog mere end 300 trædrejere til det fællesskabte kunstværk TINGSTED, og siden da har museet inviteret trædrejerne til About Wood, hvor de får stillet en udfordring i træ. I år er udfordringen at skabe en genstand under temaet balance. Se, hvordan de har løst opgaven, og hør historien bag i løbet af dagen.
About Wood finder sted d. 3. november kl. 10-17. Arrangementet kræver blot almindelig entré til museet, hvilket også giver adgang til museets udstillinger. Her kan man bl.a. opleve den anmelderroste udstilling FEEL ME, der undersøger sammenhængen mellem kunst og følelser.
Arrangementet afholdes i samarbejde med Snedkernes Uddannelser.