Karen Grøn har sat gang i Trapholts største forvandling i nyere tid. Midt i det hele fylder hun 60.
Museumsdirektør på Trapholt Karen Grøn fylder 60 år den 2. maj og markerer samtidig 25 års jubilæum på Trapholt. Det sker midt i museets største forvandling i nyere tid, en omfattende ombygning, der understreger hendes måde at tænke museum på: Aldrig stillestående, altid nysgerrigt, altid på vej mod nye måder at bringe kunst, design og mennesker tættere på hinanden.
Når Trapholts direktør Karen Grøn fylder 60 år den 2. maj, sker det i en definerende periode for museet. Trapholt holder nemlig lukket for publikum i 14 måneder, mens der arbejdes på en omfattende museumsudvidelse, som skal styrke både adgang, formidling og fællesskaber ved genåbningen i foråret 2027.
Selvom dørene midlertidigt er lukkede, står museet dog ikke stille. Tværtimod. I perioden rykker Trapholt ud i byen og møder borgere på nye måder: Med Trapholt To-Go har museet dannet partnerskab med alle 5. klasser i Kolding, som passer på museets malerier. Over 500 motionsløbere ved Trapholt Art Run har opdaget en masse af den fantastiske kunst, der er i det offentlige rum i Kolding. Derudover er 1300 borgere engagerede på Facebookgruppen Æblehaven – Trapholt, hvor de broderer så mange forskellige æblesorter som muligt til et fællesskabt kunstværk af Louise Hindsgavl, som vil kunne opleves i den nye skulpturlounge på Trapholt ved genåbningen. På den måde fortsætter Trapholt med at skabe muligheder for at engagere sig i kunsten, selvom museets bygning er midlertidigt lukket.
Således har museets begrænsninger vist sig at åbne nye muligheder, hvilket er karakteristisk for Trapholt under Karen Grøns ledelse. Hun er nysgerrig kunst- og designelsker og museumsleder, som er drevet af udvikling med ambitioner om at åbne, udfordre og udvikle Trapholt, så museet hele tiden kan blive bedre til at være relevant og engagerende.
“Det er både givende og spændende at arbejde uden for Trapholts matrikel. Vi danner en masse nye spændende relationer og får stærke erfaringer, som vi helt sikkert vil arbejde videre med fremover,” siger Karen Grøn.
Privat er Karen Grøn altædende i kunst og design. Hun spiller altid gerne på klaveret op til fællessang både på Trapholt og i privaten og synger i kvindevokalgruppen Dís. I ferierne står den på naturoplevelser på havet eller i bjerge. Hun bor i skovene ved Lillebælt med familien og æslerne Sofus og Teddy.
Siden 2001 har Karen Grøn været en del af Trapholt, først som museumsinspektør og siden 2010 som direktør. Gennem tiden har hun været med til at forme museet. Hun har insisteret på, at kunst og design ikke kun skal vises, men være relevant og engagerende. Museet ikke kun er et sted for betragtning, men også for deltagere.
“Det, der driver mig, er ikke kun kunst og design i sig selv, men også hvad den kan sætte i gang i mennesker. Jeg synes, et museum er lykkedes, når nogen går herfra med en ny tanke, en ny samtale eller en følelse af at høre til et sted, de måske ikke troede var for dem,” siger Karen Grøn.
Under Karen Grøns ledelse har Trapholt udviklet stærke udstillinger, forskning og markante engagerende kunstprojekter såsom de fællesskabte kunstværker, hvor op til 1000 borgere bidrager til at lave kunstværker under en kunstners ledelse. Trapholt har de senere år modtaget flere både nationale og internationale priser, såsom the European Art Museum Award i 2021, hvor juryen skrev ” Museums change lives! Trapholt really does!”
At Karen Grøn fylder 60 netop nu, mens vægge brydes op, og Trapholt gentænkes fysisk, er derfor mere end et tilfælde. Ombygningen er ikke bare et byggeprojekt. Den er også et billede på noget, der har præget hendes virke gennem mange år, nemlig viljen til at udvikle museet, udfordre det velkendte og skabe nye rammer for mødet mellem kunst, design og mennesker. Men Trapholt er ikke kun en bygning. Helt centralt er menneskene i organisationen.
“Trapholts bygning er kun rammerne. Det som er kernen i Trapholt, er det dygtige team af kollegaer, som i fællesskab løfter visionerne, opgaverne og hinanden. Jeg er simpelthen så taknemmelig for at få lov til at være en del af dette kollegiale fællesskab,” siger Karen Grøn.
Karen Grøn er uddannet cand.mag. fra Aarhus Universitet og har en Master i Public Management fra Syddansk Universitet. Hun har haft forskningsophold ved Tate i London og University College London og har publiceret en række faglige tekster om museumspraksis, deltagelse og kulturpolitik. Hun har desuden markeret sig som en tydelig stemme i samtalen om museernes rolle og kulturens betydning.


