Kreativt pitstop på Trapholt i sommerferien

På kunst- og designmuseet Trapholt i Kolding er sommerferien sidste chance for at opleve den anmelderroste udstilling om designikonet Nanna Ditzel. Samtidig venter kreative workshops og oplevelser for børn og familier. For teenagebørn og voksne igangsætter Maria Torp-udstillingen fælles snakke om globale menneskerettigheder.

Med sin beliggenhed midt i landet er museet oplagt at besøge på vej til eller fra fx sommerhus- eller campingferie i Danmark.

Planlægger man sommerferie i Danmark, er der adskillige gode grunde til at lægge vejen forbi kunst- og designmuseet Trapholt, der ligger naturskønt ud til Kolding Fjord; måske som pitstop på vej fra den ene ende af landet til den anden.

Sidste chance for anmelderrost Nanna Ditzel-udstilling

Frem til den 11. august kan man fortsat nå at opleve – eller måske genopleve – den anmelderroste, farverige udstilling Design til nye højder om designikonet Nanna Ditzel, der bl.a. omfatter nogle yderst legebarns-fremkaldende skumgummiuniverser.

Nanna Ditzel skilte sig ud fra sine samtidige designere og arkitekter med en vedholdende insisteren på at udforske nye veje og tænke på rum og møbler på nye og frigørende måder.

– Rigtig mange danskere har en relation til Nanna Ditzels design. Nogle er måske ikke opmærksomme på det – indtil de pludselig genkender flere af stolene, smykkerne, lamperne eller DSB-vognen i udstillingen, fortæller museumsdirektør på Trapholt, Karen Grøn.

En sikker samtalestarter

– Vi hører fra både teenagere og voksne, at udstillingen virkelig sætter tanker i gang – og at mange gæster har rigtig gode snakke om udstillingens tematikker om middagsbordet efterfølgende. Det er jo næsten den bedste feedback, vi kan få, udtaler Karen Grøn.

Kreative workshops og sjove opgaver

Sommeren over har Trapholt særlige aktiviteter for familiens yngste. Her inviteres børn nemlig til at ”sige hej til” hhv. Arne Jakobsen, Nanna Ditzel og Maria Torp med særlige opgavekort, der inviterer til at opleve udstillingerne på en ny måde. Hver fuldført opgave udløser et stempel til børnene.

– Vi udfordrer fx børn og familier til at gå på jagt efter naturelementer i Nanna Ditzels designs og at tælle møbler i Arna Jakobsens sommerhus. Efterfølgende er der kreative workshops i Richard Mortensen-salen, hvor man bl.a. kan lave sit eget Maria Torp-inspirerede portræt med collage og akvarelmaling. Dermed får man også en unik, hjemmelavet souvenir med hjem, beretter museumsdirektøren.

De kreative workshops er åbne alle dage i sommerferien kl. 11-15.

Guidede omvisninger inden- og udendørs

For voksne og familier er der hver dag sommeren igennem (uge 27-32) korte introduktioner til udstillingerne samt guidede ture i Arne Jacobsens ikoniske Kubeflex-sommerhus. Disse er gratis for alle museumsgæster. Ønsker man en mere grundig omvisning, kan disse bookes på museets hjemmeside.                         

11.00-11.20     Arne Jacobsens sommerhus, guidet tur

11:30-11:45     Maria Torp – Shaping a Pattern, introduktion

13.00-13.20     Arne Jacobsens sommerhus, guidet tur

14.00-14.15     Nanna Ditzel – Design til nye højder, introduktion

15.00-15.20     Arne Jacobsens sommerhus, guidet tur

17.00-17.20      Ekstra om onsdagen, hvor museet har aftenåbent: Guidet tur i Arne Jacobsens sommerhus

 

Om Trapholt

Trapholt er museum for moderne kunst, kunsthåndværk og design med enestående arkitektur og naturskøn placering ned til Kolding fjord. Trapholt er et nationalt kulturelt fyrtårn i designbyen Kolding, som er medlem af UNESCO’s Creative Cities Network. Museet viser nye veje både nationalt og internationalt gennem sanselige udstillinger, inddragende projekter og forskning, der udvider rammerne for, hvad et kunstmuseum er og kan.

Trapholt byder hvert år på skiftende udstillinger og ejer blandt andet Danmarks største stolesamling på mere end 500 stole fra det 20. århundrede. Som gæst har man også adgang til Arne Jacobsens unikke sommerhus Kubeflex, der er en totaloplevelse for design- og arkitekturinteresserede.

I Café Gustav Lind kan man nyde udsigten over Kolding Fjord, og i Trapholt Designbutik præsenteres et bredt udvalg af interiørdesign fra danske og internationale brands.

Der er gratis parkering lige ved døren for biler og busser. Trapholt er handicapvenligt indrettet.