Michael Kviums skyggeteater – en billedlig samtidsdiagnose
Ny udstilling på Trapholt
Den 24. juni 2025 åbner Trapholt dørene til sommerens soloudstilling Skyggeteater af Michael Kvium – en omfattende og dybt reflekterende præsentation af menneskets skyggesider og samtidens absurditeter. Udstillingen samler for første og eneste gang hele værkserien, skabt over 17 år fra 2008 til 2025.
Michael Kvium – Skyggeteater består af 36 figurative malerier, hvor hver enkelt figur optræder som en aktør i ”livets teater” – grotesk, tragikomisk og teatralsk. Værkerne spejler det, vi ofte forsøger at gemme væk: forfængelighed, intolerance, magtbegær og eksistentiel skrøbelighed. Serien danner et samlet tableau, hvor billedrummet fungerer som en visuel teaterscene og samtidig som en billedlig samtidsdiagnose.
”Med Skyggeteater skaber Kvium et rum, hvor vi bliver konfronteret – ikke med moralske domme, men med refleksion og genkendelse. Det er en udstilling, der insisterer på, at kunst ikke kun er noget, vi ser på, men noget vi møder og mærker. Det er en mulighed for at se os selv og vores samtid i øjnene,” siger Trapholts direktør Karen Grøn.
Skyggen – både som visuel effekt og symbol – er gennemgående i værkerne og repræsenterer det skjulte, det fortrængte og det menneskelige mørke. Med inspiration fra klassisk teater, satire og det groteske maleri inviterer Kvium os ind i et univers, hvor kunsten ikke giver svar, men stiller åbne spørgsmål.
Michael Kvium – Skyggeteater trækker tråde til selfie-kultur, identitetssøgen, politisk polarisering og klimamæssig fremmedgørelse – og insisterer på eftertanke i en tid præget af overfladiskhed.
Udstillingen bliver en enestående mulighed for at opleve helheden i Kviums store billedunivers skabt i samarbejde med 12 private samlere i samejet Think Bigger.
Udstillingsperiode:
Michael Kvium – Skyggeteater kan opleves på Trapholt fra 24. juni til 31. december 2025.


