MONUMENTAL INSTALLATION I STRIK INDTAGER TRAPHOLT (BYENS PORT I MIDDELFART)

Trapholt slår torsdag 21. januar dørene op for udstillingen Maskernes Monument af den internationalt anerkendte kunstner Isabel Berglund. Med strikkepinden i hånden har hun skabt en gigantisk kunstinstallation, der når helt nye højder.

Et sammensurium af fortryllende og iøjefaldende farver venter gæsterne på Trapholt når de bevæger sig ned gennem den cirkulære gang, der omslutter den gigantiske installation. Kunstneren Isabel Berglund har med sit stringente og særprægede formsprog skabt en totalinstallation i strik, der med sin karakteristiske stoflighed både er raffineret, æstetisk og voluminøs. Installationen består af seks monumentale værker udformet i strik, der til sammen er forenet i udstillingen Maskernes Monument.

Siden begyndelsen af 2015 har Isabel Berglund samlet Trekantområdets borgere til et særligt kunstprojekt, hvor 700 borgere har grebet strikkepindene for at strikke farvestråelende trekanter til de seks forskellige bygningsværker. Der er blevet afholdt tæt ved 100 workshops, hvor borgerne har mødtes med Isabel Berglund for at strikke elementer til værkerne. De seks byer fra Trekantområdets Kommuner, Billund, Fredericia, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle har hver især strikket et værk til hinanden, for at understøtte kunstprojektets lokale potentiale.

Kunst i byrummet

De seks monumentale værker blev første gang vist hver for sig i Trekantområdets seks hovedbyer under Trekantområdets festuge i august 2015. I udstillingen på Trapholt forenes de seks elementer til én installation Maskernes Monument. Det er første gang Isabel Berglund skaber en installation i så stor skala. Hun er til daglig en eftertragtet udstiller både i Danmark og internationalt – herunder udstillinger i Milano, Seoul og London.

Byens port i Middelfart

Til Trekantområdets festuge kunne forbipasserende på kulturstien i Middelfart se det monumentale værk, Byens port på hele fem meter. Middelfart er kendt for byens udsigt til de to lillebæltsbroer, der forener Jylland og Fyn. Derfor har porten fået en central placering, hvor der både er udsigt til vandet, broerne og verden, når man kigger gennem den. Isabel Berglund har valgt den grønne farve til værket, da den står i kontrast til havet og himlen. På den måde kunne byens borgere ikke undgå at se det imponerende værk i strik. Byens port er strikket af borgere fra Vejen Kommune til Middelfart.

Udstillingen kan opleves på Trapholt 21. januar – 22. maj.
Udstillingen og projektet er støttet af Trekantområdets festuge, Kolding Kommune og Nordea-fonden