MONUMENTALE RUM MED STEMNING PÅ TRAPHOLT

Trapholt præsenterer til januar en stor soloudstilling med en af Danmarks mest markante kunstnere. Anette Harboe Flensburg udstiller monumentale malerier, der iscenesætter stemninger og følelser i omhyggeligt konstruerede rum og inviterer til en sanselig oplevelse. Udstillingen åbner den 16. januar 2020.

Anette Harboe Flensburg (f. 1961) er optaget af rum – som arkitektur, men også som stemningsbærer. Farverige, mennesketomme rum med dybde og illusioner inviterer beskueren til at træde ind i en sanselig verden.

Museumsdirektør Karen Grøn siger:
-Anette Harboe Flensburgs værker trækker på traditionen fra Danmarks store maler Vilhelm Hammershøi, hvor maleriets rum og lysindfald skaber en sanselig intensitet. Giver man sig tid til at fordybe sig i hendes malerier, kan man næsten opleve at bevæge sig ind i rummene, høre lyden og mærke temperaturen. Vores indre sansekompas aktiveres.

Anette Harboe Flensburg maler på én gang det synlige og det usynlige. Hendes sanselige malerier bevæger sig mellem det abstrakte og figurative, når umiddelbart velkendte arkitektoniske elementer på en og samme tid ligner abstrakte malerier bestående af flader og former. Fascinationen af hendes maleriske univers skyldes ikke kun den tekniske overlegenhed, men også Harboe Flensburgs evne til at male det frem, vi ikke kan sætte ord på.

Karen Grøn, museumsdirektør, fortsætter:
-Trapholt arbejder med sanselig kunst, der berører os både fysisk og mentalt.  Anette Harboe Flensburg er en af Danmarks førende kunstnere og hendes mesterlige håndværk formår netop at skabe rum for den eftertænksomme tilstand, der kan opstå i mødet med kunst.

Udstillingen In Company with No-one præsenterer en lang række nye samt velkendte malerier. Titlen henviser til det vilkår, at den inderste kerne af vores eksistens ikke kan deles med andre mennesker, og at det bringer os i en tilstand af eksistentiel ensomhed.

Anette Harboe Flensburg siger:
-De rum jeg bygger, er som underetagen i et hus, hvor jeg ikke kan fremstille den øverste etage, men blot henvise til den. Den nederste etage har flere vinduer og døre og kan se ud på uendelig mange måder, mens den øverste er helt lukket, som eksistensen uden vinduer, det indres absolutte autonomi. Som en inderste kerne vi ikke kan dele – men udveksle erfaringer om.

Udstillingen er en del af Trapholts serie af soloudstillinger af de mest fremtrædende danske kunstnere lige nu. Serien startede med Michael Kvium i 2017, Kirstine Roepstorff i 2018 og Eske Kath i 2019.

Udstillingen Anette Harboe Flensburg – In Company with No-one kan ses på Trapholt i perioden 16. januar – 22. november

Udstillingen er generøst støttet af Beckett-Fonden

 

Pressefotos

https://www.dropbox.com/sh/fjydhvlg628q6uo/AADDwcExyzTD7ytiFyrgq6BOa?dl=0
Titel og kreditering står i filnavn