PINSEMARKED 2018

Pinsemarked på Trapholt 20. og 21. maj 2018

Kunst- og designmarked i pinsesolen på Trapholt

Trapholts park forvandles til en oase af markedsstemning når det traditionsrige pinsemarked slår teltdøren op d. 20. og 21. maj 2018. De besøgende kan opleve kunsthåndværkere og designere fra hele Danmark samt fra Sverige, Finland og Australien, få udfordret sanserne, være kreative i collage og spise længder af slik fra en kunstinstallation.

Maria Vallø Strauss, arrangementsansvarlig på Trapholt, siger:

– Det bliver er par rigtig hyggelige og inspirerende dage. De besøgende får en totaloplevelse med godt håndværk og design, udfordrende workshops, afslapning i parken og mulighed for at spise en brunch i caféen.

Trapholts pinsemarked, der er landets største uden for København, finder sted i et stort telt i den smukke Trapholt park med udsigt over Kolding Fjord.

Maria Vallø Strauss fortsætter:

-Der har været rigtig mange ansøgere i år, og de valgte udstillere er alle af høj kvalitet. I år kan vi se et særligt fokus på bæredygtighed. Det går igen hos mange af udstillerne – både i materialevalg og bearbejdning.

For børn er der mulighed for at udfolde de kreative evner i børneteltet hvor der er en stor collageworkshop. De kan også få udfordret sanserne i Taste Me, og på egen krop mærke hvad lyd, farve og former gør for smagsoplevelsen.

Som kulmination på udstillingen EAT ME skal den japanske slikinstallation spises. Værket EAT ME, der bærer sammen navn som udstillingen, består af slik der hænger fra gulv til loft og danner et hus. Og søndag kl. 13 inviteres alle til at spise værket.

Pinsemarkedet er åbent 20.-21. maj kl. 10-17. Der er fri entré til pinsemarkedet, til caféen og designbutikken. Gæster kan også besøge museets udstillinger både søndag og mandag under pinsemarkedet, hvor der er halv pris på entréen. Har man ikke været inde og se EAT ME udstillingen kan man lige nå det, da pinsemarkedet er sidste dag udstillingen er åben.