Rekordsommer på Trapholt – 65% flere gæster end sidste år
Trapholt har netop afsluttet en historisk sommerferie med det højeste besøgstal nogensinde. I skolernes sommerferie oplevede museet en stigning på hele 65% i antal gæster sammenlignet med sidste år. Dermed er også den tidligere rekord fra 2022 slået – i år kom der 41% flere gæster end dengang.
Museet har i løbet af sommeren også tiltrukket mange internationale gæster, hvor især besøgende fra Tyskland, Holland og Frankrig har udgjort nogle af de største grupper.
Ifølge museumsdirektør Karen Grøn skyldes succesen en kombination af stærke udstillinger og Koldings voksende ry som kulturby:
– Vi har denne sommer præsenteret et bredt og aktuelt udstillingsprogram, med Michael Kvium, Mie Olise Kjærgaard, Kristine Mandsberg og den store særudstilling FEEL ME, og samtidig oplever vi, at Kolding i stigende grad tiltrækker kulturinteresserede gæster, der også besøger byens andre attraktioner som Koldinghus.
Karen Grøn understreger, at succesen tydeligt viser behovet for den kommende udbygning af museet:
-De mange gæster bekræfter, at Trapholt er et museum i vækst, og vi glæder os til at kunne tilbyde endnu bedre rammer i fremtiden.
Trapholt lukker midlertidigt ved årsskiftet, når en omfattende ombygning og transformation går i gang. Museet forventer at være lukket i 14 måneder, inden de nye, udvidede faciliteter åbner dørene for publikum i foråret 2027.


