Trapholt synges til ro på sidste åbningsdag inden større nedlukning

Den 30. december inviterer Trapholt alle til at være med til at synge museet til ro, inden dørene lukker for besøgende i 14 måneder på grund af en omfattende udvidelse og ombygning.

På museets sidste åbningsdag, tirsdag den 30. december kl. 17.15, vil museumsdirektør Karen Grøn synge for, mens der tændes fakler foran hovedindgangen. Arrangementet markerer afslutningen på en epoke og begyndelsen på en større transformation af museet.

I den kommende 14-måneders periode vil Trapholt gennemgå en omfattende om- og tilbygning, der blandt andet omfatter en udvidelse af gæstemodtagelsen, etablering af en ny skulpturlounge samt et fleksibelt formidlings- og craftcenter. Derudover integreres museets parkområder i den samlede museumsoplevelse. Som led i ombygningen vil Trapholts underjordiske museum blive ført tilbage til sin oprindelige arkitektoniske udformning med naturligt lysindfald fra atriumgården.

Når vi synger Trapholt til ro, markerer vi både et vemodigt farvel og en glædelig begyndelse. Det fysiske rum lukker midlertidigt, men museet og kunsten lever videre – og vi glæder os til at byde publikum velkommen til et endnu mere åbent og sanseligt Trapholt, når vi slår dørene op igen i foråret 2027, siger museumsdirektør Karen Grøn.

Selvom det fysiske museum lukker midlertidigt, forsvinder Trapholt ikke. Tværtimod fortsætter museet en lang række aktiviteter uden for matriklen. Et omfattende projekt med samtlige folkeskoler i Kolding Kommune er allerede i gang: Alle 42 5. klasser har besøgt Trapholt og udvalgt et kunstværk, som de ønsker at “adoptere”. Sammen med et team fra Trapholt arbejder eleverne og deres lærere med værkerne frem mod december 2026, hvor projektet kulminerer i en stor kunstfestival med deltagelse af mere end 1.000 skolebørn.

Derudover vil Trapholt være til stede ved forskellige events i Kolding og omegn, hvor publikum kan møde museets medarbejdere og høre mere om ombygningen og visionerne for det nye Trapholt.

Praktisk information om arrangementet den 30. december 2025
Arrangementet er åbent for alle og gratis at deltage i. Det foregår udendørs ved Trapholts hovedindgang. Der uddeles fakler fra kl. 17.00, og der synges kl. 17.15.

Ombygningen er støttet af Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Villum Fonden og Kolding Kommune.