Trapholt åbent for rullinger under coronakrisen
SKAL DIN RULLING PÅ TRAPHOLT?
Det er jo coronatider og Trapholt er uden gæster – og det er trist. Vi har derfor henvendt os til rullingerne, og det viste sig at de er særdeles interesserede i at komme på Trapholt. Vi havde en lille gruppe på besøg og de havde en rigtig sjov dag. Derfor har vi besluttet os for at give ALLE RULLINGER FRI ENTRÉ I HELE CORONAPERIODEN.
Når rullingerne kommer vil vi tage dem med ind på museet, vise dem rundt, fortælle om alt det spændende der sker. Almindelige mennesker kan jo ikke komme med i disse tider, men de kan følge med på Facebook og Instagram og se hvordan alle rullingerne hygger.

Skal din rulling også med?
Så aflever den i den sorte postkasse udenfor Trapholt. Så skal vi nok tage os godt af den og give den en herlig oplevelse. Put den lige i en pose hvis det nu regner, og har du lyst må du gerne skrive en lille hilsen også – men du behøver det ikke.
#rullingerpåtrapholt
Hvis du har lyst, kan du også lægge et billede på Facebook eller Instagram, så vi kan følge med i hvordan den bliver født, hvad det er for en rulling, om den har tøj eller noget andet sjovt på.
Brug hashtagget #rullingerpåtrapholt og @Trapholt så kan vi nemmere finde den.

Vi glæder os til at byde velkommen til en masse sjove rullinger!


