Trapholt Collect

Hvert år erhverver og modtager Trapholt nye, interessante og inddragende værker til museets samling af moderne kunst, kunsthåndværk og design. Med Trapholt Collect 2021 præsenteres de værker, som er blevet en del af museets samling i løbet af det forgangne år. Udstillingen præsenterer i år maleriet som medie, der kan opleves ned igennem museets lange hovedgade.

 

Værkerne i Trapholt Collect 2021 er realiseret takket være Statens Kunstfond, 15. Juni Fonden, Ny Carlsbergfondet, Augustinus Fonden, Beckett Fonden og Slot- og Kulturstyrelsen, som i en svær tid har givet kulturlivet en håndsrækning og bakket op om Trapholt. Særligt Augustinus Fonden, Beckett Fonden og Slot- og Kulturstyrelsen har med deres særlige indsats i form af COVID-19 puljer, bidraget til realisering og erhvervelser fra det borgerinddragende projekt Seniornonater – Midt i en Covid-tid med kunstnerne Christian Schmidt-Rasmussen, Emily Gernild, Fie Norsker, Mie Olise Kjærgaard og Maria Torp.

 

Med afsæt i en bred og dyb samling af billedkunst har Trapholts indsamling det forgangne år særligt været præget af maleriet som medie og dets rolle i vores samtid. Særligt med Mie Mørkebergs første museale soloudstilling Kryptomania, hvor hun arbejdede med maleriet i forhold til hvordan nutidens teknologiske muligheder og klimamæssige udfordringer påvirker opfattelsen af at være menneske. Menneskets forhold til naturen er også gældende i Mette Vangsgaards centrale værk Amusement Park (2021), der balancerer mellem skønhed, gru, katastrofe og harmoni – og gestalter en verden i transittilstand mellem kultur og natur.

Cat Lady & Siren (2021), Julie Nord

Cat Lady & Siren (2021), Julie Nord

Trapholt arbejder disse år med at udvikle museets samling af billedkunst og udstillingsprofil med kunstnere, der arbejder med stor håndværksmæssig og taktilitet i deres værker. Julie Nord har i sine to collage-værker Siren og Cat Lady (2021) arbejdet med tråden som tegning. Værkerne er syet af japansk yume papir som lag på lag og resultatet er en nærmest tekstil stoflighed.

 

Udgangspunktet for nye værker til samlingen findes ofte i Trapholts udstillinger, som derfor vil sætte sine spor i museets samlinger. I løbet af 2021 har museet indsamlet værker fra kunstnere, kunsthåndværkere og designere, hvoraf størstedelen har været repræsenteret i udstillingerne Mie Mørkeberg – Kryptomania og Seniornotater – Midt i en Covid-19 tid.

 

Trapholt Collect 2021 er støttet af Statens Kunstfond, 15. Juni Fonden, Ny Carlsbergfondet, Augustinus Fonden, Beckett Fondet samt Slots- og Kulturstyrelsen.