Trapholt Pinsemarked 2025 – for udstillere

Deltagerbetingelser

Med pinsemarkedet vil Trapholt gerne vise markedets og museets gæster, hvad der rører sig blandt landets kunsthåndværkere og designere. Det er også vigtigt for os, at gæsterne kan møde kunsthåndværkeren eller designeren bag standen og få en snak om, hvordan produkterne er blevet til.

Trapholts pinsemarked er for dig, der skaber kunsthåndværk og design af høj kvalitet. Vi tilstræber at præsentere en bred vifte af udtryk, materialer, stil, traditioner og designs. Så arbejder du med med keramik, glas, smykker, tekstil, beklædning, træ, papir eller noget helt andet, håber vi at modtage en ansøgning fra dig.

Pinsemarkedet finder i år sted lørdag 7. juni og søndag 8. juni 2025, begge dage kl. 10-17.

I løbet af markedet vil gæsterne også kunne opleve andre aktiviteter inde og ude på museet, delikatesser og drinks, levende musik og selvfølgelig museets udstillinger. Der er masser at glæde sig til for både udstillere og gæster!

Hvem udstiller i teltet?

Udstillerne udvælges på baggrund af ansøgning til Trapholt, hvor kunstfaglige medarbejdere kuraterer markedet. Samlet set skal markedet repræsentere høj kvalitet, en bred vifte af udtryk, stil og tendenser i dansk produceret kunsthåndværk og design. Både tidligere og nye udstillere er velkomne til at ansøge. Vi behandler alle ansøgninger lige, uanset om du er gammel kending eller søger optagelse på markedet for første gang.

Er du under uddannelse som designer eller kunsthåndværker, så er der i år mulighed for at søge optagelse i Talentteltet 2025. Se mere her.

Standplads

Pinsemarkedet finder sted i et stort telt på græsset i museets park med udsigt over Kolding Fjord. I teltet vil der være gulv, men der kan forekomme ujævnheder og skrånende gulv, da det følger parkens terræn.

Det er et stort puslespil at fordele pladserne, så produktkategorierne er jævnt fordelt, tager højde for adgang til strøm og meget andet. Derfor er det desværre ikke muligt at booke specifikke pladser.

  • Standen består af et bord på 180 x 75 x 75 cm og en stol.
  • Det er muligt at bestille adgang til strøm
  • Standplan oplyses, når standene stilles op dagen før/på dagen for markedet.
  • Tidspunkter for opsætning og nedtagning følger.

TIP! På markedet råder hver udstiller over et bord, som er beregnet til at udstille dine varer og produkter på. Du må gerne erstatte bordet med fx et tøjstativ eller lignende (som du selv medbringer), hvis målene ikke overstiger bordet. Nogen laver mindre opsatser, små podier og lignende på bordet eller i meget begrænset omfang umiddelbart foran eller bag bordet. Du kan dog ikke forvente mere plads end det angivne bordmål, selvom der i praksis godt kan være mere luft. Vi forventer naturligvis, at alle tager hensyn til deres nabo-udstillere, respekterer brandvejene og sørger for fremkommelighed i det hele taget.

Det er ikke tilladt at medbringe pakkeborde, reoler og andre møbler.

Bemanding

Gæsternes mulighed for dialog med kunsthåndværkeren/designeren selv er afgørende for museet. Vi forventer, at du selv står på standen under markedet, men du er velkommen til at tage en medhjælper med.

Standen skal være bemandet i hele markedets åbningstid kl. 10.00-17.00 begge dage.

Ansøgning

Frist for ansøgning er 1. marts 2025. Du får svar på din ansøgning via mail i løbet af uge 11.

Fotos

Billederne fra din ansøgning kan efterfølgende også blive brugt til markedsføring af markedet. Under markedet tager Trapholt også selv billeder, som vi anvender til markedsføring af museet og kommende markeder.

Deltagergebyr

Deltagergebyret er 1.900 kr.+ moms Prisen inkluderer:

  • Bord og stol til din stand. Bordet måler 180 x 75 x 75 cm
  • Adgang til kaffe/te, vand, frugt og sødt for udstiller
  • Markedsføring af markedet

I forbindelse med den endelige tilmelding kan der tilkøbes frokost begge dage samt ekstra kaffe, frugt etc. til din medhjælper.

Betalingsfristen for deltagergebyret er 7. april 2025. Overholdes fristen ikke, går standpladsen videre til en anden udstiller.

Afbud og udeblivelse

Bliver du forhindret i at deltage, gælder følgende vilkår for tilbagebetaling:

  • Afbud inden 7. april 2025 tilbagebetales 100 % af deltagergebyret
  • Afbud inden 12. maj 2025 tilbagebetales 50 % af deltagergebyret
  • Ved afbud efter 12. maj 2025 tilbagebetales deltagergebyret ikke

SEND DIN ANSØGNING HER