Eske Kath – Den Fundamentale Usikkerhed

Den danske billedkunstner Eske Kath udstiller i 2019 sin første museale soloudstilling på Trapholt. Under titlen Den Fundamentale Usikkerhed udstiller han en række malerier og skulpturer. Eske Kath har de senere år gjort sig bemærket på den danske kunstscene med sine farvestrålende og karakteristiske landskabsmalerier, hvor naturlovene er ophævet og erstattet af snoede horisontlinjer og huse revet op af jorden.

Eske Kath viser en samling af sine seneste værker på Trapholt i en totalinstallation af maleri og skulptur. Udstillingen giver indblik i en af Danmarks mest reflekterende og markante billedkunstnere lige nu.

Eske Kaths kunstneriske arbejde favner både maleri, skulptur og installation. Han finder inspiration i naturvidenskaben og i den urgamle kamp mellem menneske og natur. Han indfanger følelser af afmagt, tvivl og usikkerhed i sine landskabsmalerier, hvor intet er som vi kender det. Horisontlinjer snor sig tværs over lærredet og huse er rykket op ved rode i scenarier, der bedst beskrives som post-katastrofale.

Udstillingen præsenterer værker der kredser om vores nu – en virkelighed præget af klimaforandringer, politisk uro og følelsen af afmagt.

Eske Kath blev uddannet fra kunstakademiet i København i 2003. Siden har han udstillet i Danmark og USA, hvor han i en periode levede og arbejdede i New York. Hans værker finder man blandt andet i samlingerne på ARoS, HEART Museum og ARKEN, Sammlung Essl, Museum of Contemporary Art, Wien.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond.

Kristeligt Dagblad ⭐⭐⭐⭐⭐

…både dybt foruroligende og æstetisk forførende… på trods af det alvorlige emne er malerierne æstetisk uhyre delikate.

JF Medier/ Danmark ⭐⭐⭐⭐⭐

…Der er spænding og drama i hans malerier, som imidlertid også udstråler poetisk stemning…En af nationens største nulevende kunstnere.

Børsen   ⭐⭐⭐⭐

Tankevækkende landsskabsmalerier…hvor publikum føler afmagt i en undergrundsstemning af meget smukke malerier i lysende, klare og delikate farver.

Jyllands-Posten  ⭐⭐⭐

Sikker farvesans. Det er i maleriet, Eske Kath har sin styrke.


Kunstavisen 
…med sikker komposition indfanger både naturens skønhed og kraft i meget smukke malerier i lysende, klare farver.