Lydbad

Lørdag 16. marts og søndag 17. marts

Lydbad – Nanna Ditzels verden fortolket i lyd

Som noget helt særligt kan du denne weekend få et lydbad midt i Trapholts Nanna Ditzel-udstilling.

I forbindelse med udstillingen, Nanna Ditzel – Design til nye højder, har Tobias Jakobsen og Mikkel Kaa fra Sonic College skabt et lydværk, som drager inspiration fra Nanna Ditzels kunst, design og liv. Lydværket er et såkaldt lydbad – en ambient og minimalistisk form for musik, som har en beroligende og meditativ effekt på lytteren. Ligesom Nanna Ditzels værker er lydværket legende, abstrakt og tidløst og naturen spiller en stor rolle, ligesom den gør i Ditzels designs.

Sæt dig godt til rette i Nanna Ditzels møbler nede i særudstillingssalen og nyd, hvordan det fordybende lydbad indtager rummet.
Lydbadet kører i loop, og kan derfor kan du bare sætte dig i særudstillingssalen, når det passer ind i dit besøg og nyde lydbadet lige så længe, som du har lyst.

Lydbadet kan opleves lørdag d. 16. marts 10-17 og søndag d. 17. marts 10-15.
Lørdag d. 16. marts kl. 13.00-13.15 vil de to kreatører fra Sonic College give en kort intro til lydbadet. Her vil de fortælle om tankerne bag og lydbadets tilblivelse.

Sonic College er en del af UC SYD og uddannelsen som lyddesigner er den mest intensive uddannelse i at komponere og designe lyd på computer i hele Europa.

Tilmelding til lydbadet er ikke nødvendigt. Gratis, når entréen til museet er betalt.
Selvom lydbadet kører hele dagen, er særudstillingssalen stadig åben for alle museets besøgende.