FOREDRAG OM NANNA DITZEL, THE GRAND OLD LADY OF DANISH DESIGN, PÅ TRAPHOLT

Nanna Ditzel er en af de mest indflydelsesrige kvindelige designere gennem tiden. Med afsæt i Trapholts aktuelle udstilling ‘Danish Modern – Nanna Ditzel’ præsenterer datteren Dennie Ditzel og designhistoriker Anders V. Munch den danske arkitekt Nanna Ditzel.

Få et unikt indblik i Nanna Ditzels 60 år lange karriere med sit udfordrende og nyskabende design af skulpturelle og innovative møbler. Som en foregangskvinde i gentænkningen af den funktionalistiske tradition skabte Nanna Ditzel møbler, som var frie, farverige og forrest i udviklingen. Hun er og bliver til stadighed en af dansk designs største skikkelser, der har sat sit tydelige præg på private hjem, såvel som i offentlige rum.

Tid/ dato:    Søndag d. 24.02.2019 kl. 10:30

Sted:  Trapholt, Æblehaven 23, 6000 Kolding

Billet: Købes via Folkeuniversitetet: https://fuodense.dk/kolding
Foredraget er et samarbejde mellem Folkeuniversitetet og Trapholt.

Nanna Ditzel udstillingen på Trapholt kan ses frem til: 31. oktober 2019.
Udstillingen er en del af Trapholts designserie, Danish Modern, og skildrer et udvalg af Nanna Ditzels møbeldesign med afsæt i museets møbelsamling.

 

Fakta om Nanna Ditzel

Nanna Ditzel (1923-2005) blev uddannet på Kunsthåndværkerskolen i 1946. Sammen med ægtefællen Jørgen Ditzel tegnede hun i 1950’erne smykker for Georg Jensen samt møbler og tekstiler, der indbragte mange priser.

Efter Jørgen Ditzels død fortsatte hun alene og vakte i slutningen af 1960’erne opmærksomhed med møbler udført i polyester og glasfiber. Hun eksperimenterede tidligt med nye teknologier og nyskabende ruminstallationer. Hendes produktion var præget af menneskelige løsninger og en søgen efter skønhed og harmoni, bl.a. udtrykt i en varm og lysende farveskala.

Ditzel er bl.a. kendt for Trinidad-stolen, der sidste år fejrede 25 års jubilæum.Trinidad vandt i 1995 ID Prisen uddelt af Dansk Designråd, der blev givet til det bedste danske design. Stolen, der blev designet i 1993, er en af Nanna Ditzels største succeser og findes i dag i mange offentligrum såvel som private hjem.