Trapholt vinder kulturlivets nye branchepris

Trapholt – Museum for Moderne Kunst og Design fik mandag aften overrakt kulturlivets nye branchepris. Karen Grøn, direktør for Trapholt, modtog prisen og vinder for de to borgerinddragende kunstprojekter ”LIGHTHOPE” og ”Tæt på Træer”, der sikrede, at Trapholt aldrig lukkede under corona.
Prisen blev uddelt på branchemødet: Fremtidens Kulturliv, hvor et samlet dansk kulturliv på tværs af kulturbrancher og kunstformer delte viden og udvekslede ideer om nye initiativer i kulturlivet under coronakrisen.

Trapholt modtager den nye kulturpris for de to borgerinddragende kunstprojekter LIGHTHOPE og Tæt på Træer, der blev til ved hjælp af omkring 1750 frivillige, som undervejs i projekterne hæklede og quiltede bidrag til kunstværkerne af Hanne G og Rasmus Bækkel Fex (LIGHTHOPE) samt Tina Ratzer (Tæt på Træer).

”Det betyder meget at modtage en så stor anerkendelse for det arbejde, som Trapholts team har lagt under coronakrisen. Vi har fra starten været optagede af, hvordan vi som museum kunne spille positivt ind i vores liv og skabe nye rum for fællesskaber, kreativitet og trivsel. Det har været en holdindsats, som opstod i tæt samspil mellem dygtige kunstnere, engagerede borgere og Trapholt, siger Karen Grøn, direktør for Trapholt – Museum for Moderne Kunst og Design.

Fællesskabet mellem de deltagende spillede en central rolle i begge projekter, der grundet corona benyttede zoom til workshops, hæklegrupper, atelierbesøg, seminarer mv. Mens Facebook ligeledes var et levende mødested, hvor de frivillige udvekslede inspiration, ideer og hjalp hinanden.
Direktør for Dansk Live og styregruppeleder af Kulturens og Idrættens Innovationshub Esben Marcher overrakte prisen og motiverede valget af Trapholt således:

”Der blev aktivt arbejdet med, at publikummer ikke kun er passive kulturforbrugere, men at der sker noget essentielt, når fællesskabet deltager engageret i kunsten. 85% af deltagerne i projektet fortæller, at de var en del af et fællesskab – hvoraf en stor del pegede på, at det havde betydning for deres trivsel under nedlukningerne. Til trods for det digitale koncept blev nærheden mellem publikum og kunstner dyrket, og live-elementet var bærende for, det blev en stor succes.”

50 nye kulturinitiativer hyldet til branchemødet: Fremtidens Kulturliv
Forud for branchemødet blev 50 initiativer, opstået under corona-nedlukningen, nomineret til den nye kulturpris. Kreative idéer og koncepter, som alle kan bidrage til forretningsudvikling, innovation og nye samarbejder på tværs af dansk kulturliv. Heraf var 12 udvalgte nominerede med i det afgørende kapløb om at modtage den nye kulturpris.

Med den nye branchepris som afsæt mødtes centrale aktører fra kulturlivet mandag til branchemødet: Fremtidens Kulturliv på Langelinie Pavillonen i København. Foruden prisuddelingen, satte mødet rammerne for en fælles opsamling, erfaringsudveksling og videre idéudvikling på de initiativer, som er opstået under tidligere corona-nedlukninger, så de kan bidrage med værdi for kulturen på både kort og lang sigt.
”Vi er stolte af at se prisen overrakt til et initiativ, der kan bidrage med innovation og inspiration på tværs dansk kulturliv. Trapholt er frontløbere, når det kommer til at opfatte borgere som medskabende aktører. Vi ønsker Trapholt og Karen Grøn et stort tillykke med prisen,” siger Runa Sabroe, udviklingsdirektør i Wonderful Copenhagen.

Baggrund om den nye pris

Den nye pris hylder de mange nye initiativer, der er opstået under corona-nedlukningen, og som kan skaleres og bidrage til forretningsudvikling på tværs af dansk kulturliv.
Overalt i kulturbranchen er der gjort mange spredte erfaringer med nye formater og hybrider mellem live og online. Der er sket publikumsudvikling og indsatser i forhold til nye målgrupper samt skabt potentiale for datadrevet forretningsudvikling.
Branchemødet: FREMTIDENS KULTURLIV satte rammerne for en fælles indsats, samlet opsamling og kvalificering af hvilke nye initiativer, der rummer økonomisk bæredygtige muligheder – også i en ny virkelighed efter corona. Det arbejde fortsætter med en række aktiviteter i 2022.

De 12 udvalgte nominerede, der kæmpede om prisen var:

K7 – syv dages kultur: en uge med fri entré for unge til museer og udstillingssteder over hele landet.
Musikkens Hus i Aalborg for sit hybride koncertkoncept med både fysiske billetter og onlinestreaming.
Sort/Hvid Teater for ”Haunted by the Future”: et virtuelt teaterkoncept i app-format.
Teater V for at udfordre traditionelt teater gennem leg med digitale teaterformater.
Trapholt for de to borgerinddragende kunstprojekter ”LIGHTHOPE” og ”Tæt på Træer”.
KØN Museum for at relancere samt gentænke museet og skabe nye koncepter til nye målgrupper.
ALICE som med initiativerne ”Open Studio” og ”Alice Works” stillede sig til rådighed for nye kunstnere.
5700 FORTÆLLER for at skabe møder mellem skrivende, fortællere, forfattere, læsere og borgere.
Bobbi Lo Produktion med ”#28solos28days”: improviseret live-dans på instagram hver dag i 28 dage.
Statens Museum for Kunst for økonomisk bæredygtige og digitale tilbud til nye geografiske målgrupper.
Musikhuset i Aarhus for ”Musikhuset take-away”. Borgere kunne nominere sin baggård som koncertsted.
Varde Bibliotek der gennem ”LIVEstream” bragte koncerter, teater og foredrag ud i udkanten af Vestjylland.

Læs mere om de to borgerinddragende projekter på Trapholt:

LIGHTHOPE; LIGHTHOPE – Et værk skabt under coronakrisen
Tæt på Træer: Tæt på Træer

Læs mere om alle de 50 nye initiativer i dansk kulturliv her:
https://danskkulturliv.dk/det-goer-vi/kulturlivets-genstarts-pris

Pressefotos
https://www.dropbox.com/sh/uo6qp960dttb735/AAA_D4-opv638cvZv56ibRY0a?dl=0

Presse – kontakt
Karen Grøn, direktør, Trapholt, kg@trapholt.dk, tlf.: 51341295
Bettina A. Parastar, kommunikationschef, Trapholt, beap@trapholt.dk, tlf. 29741820
Jeppe Bo Rasmussen, politisk seniorrådgiver, Dansk Kulturliv og Dansk Teater, jeppe@danskteater.org, tlf.: 24401897
Uffe Hartmann, Head of Corporate Communications, Wonderful Copenhagen; ufh@woco.dk, tlf. 21739890